Du har pligt til at vedligeholde dine dræn
Miljøkonsulent anbefaler, at man som minimum informerer kommunen om, at man vil vedligeholde sine dræn inden, at man går i gang.

Du har pligt til at vedligeholde dine dræn, hvis du aftager vand fra din nabo. Det kræver dog en tilladelse efter vandløbsloven, hvis du skifter til en anden dimension, ændrer placeringen eller tilføjer flere dræn. En udskiftning af de gamle dræn af ler til dræn af plastik ændrer (altid) på drænenes dimension og dermed, hvor meget vand de kan føre.
Således lyder det fra miljøkonsulent hos Velas, Marianne Kristiansen, der på virksomhedens hjemmeside påpeger, at der nok er fri dræningsret, men at den frie dræningsret ikke sikrer mod problemer med naboer eller kommunen.
- I mange tilfælde kan du sikkert godt vedligeholde og udbedre dine dræn uden problemer. Der er måske ikke engang nogle, der bemærker det. Men, når noget går galt, så kan det hurtigt udvikle sig og vise sig at blive både svært og dyrt at rette op på tingene. Vi anbefaler derfor, at du som minimum informerer kommunen om, at du vil vedligeholde dine dræn inden, at du går i gang. Så kan du dokumentere, at kommunen er blevet orienteret for eksempel i en mail, siger hun.
Husk at søg om tilladelse
Det understreges, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har strammet op inden for de senere år, og at de forventer, at der er søgt de nødvendige tilladelser forud for, at der for eksempel udbedres dræn.
- Du risikerer derfor at komme i klemme, hvis du ikke har søgt på forhånd. En klagesag kan nemt blive påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, lyder det fra Marianne Kristiansen.
Miljøkonsulenten fremhæver eksempler på, at landmænd er kommet i klemme, fordi de har udbedret dræn i deres egen mark. De havde måske en lavning i marken, hvor der stod mere og mere vand for hvert år. Når drænene er blevet udbedret, så sendes vandet i stedet ned til naboen til gene for ham.
Husk at orienter om planer
- Mange kommuner har, ifølge konsulenten, ikke de fornødne ressourcer til at behandle de mange drænsager, hvis alle landmænd søger på forhånd. Velas befaler alligevel, at du sørger for at orientere kommunen om, at du vil vedligeholde dine dræn.
- Så står vi bedre, hvis en ellers simpel vedligeholdelse af dine dræn skulle udvikle sig, siger Marianne Kristiansen.