Hos Agro Alliancen er de tilfredse med deres nye Paddle Sweep, der er en kraftigere og væsentlig forbedret »feje-snegl« til stålsiloerne.
Når driftsleder Sebastian Dahl Andersen fra det fynske driftsfællesskab Agro Alliancen skal tømme den 3.000 tons store silo, er arbejdsgangen blevet langt hurtigere og nemmere. Han har som den første i Danmark installeret en Paddle Sweep fra Sukup og dermed sikret en langt mere effektiv resttømning end ved brug af standard tømmesystemer.
- Når vi tømmer siloen, så tømmer den først så meget, den kan, og derefter kører vi med Paddle Sweep’en. Den tager det sidste, og der ligger jo stadig mange, mange tons korn tilbage. Det sidste kunne vi også tage med sneglen, men den er ikke lige så god, og heller ikke lige så hurtig, forklarer Sebastian Dahl Andersen.
Han fortæller, at sneglen, som Agro Alliancen tidligere benyttede i siloen, efterlod et dybt lag korn, som medarbejderne måtte ind og skovle og feje ind. Det er de fri for nu.
Forbedret feje-snegl
Salgschef i Danmark Ole Laustsen glæder sig over modtagelsen af Paddle Sweep. Sebastian Dahl Andersens udfordring med den tidskrævende opgave, som det er at tømme stålsiloer med høj kapacitet, er nemlig velkendt i landbruget, mener salgschefen.
- Paddle Sweep er en forbedret feje-snegl til stålsiloerne. I stedet for en traditionel vandretliggende snegl til at resttømme siloerne, har vi hos Sukup udviklet tre forskellige vandretliggende redler, som resttømmer siloerne skånsomt uden at efterlade noget kornlag efterfølgende.
Paddle Sweep systemet fra Sukup er bygget med fokus på en væsentlig højere kapacitet og tømmer med 80-260 tons i timen.