Udsigt til voldsomme kvælstofkrav i vandplaner

Der er udsigt til nye, voldsomme stramninger i de kommende vandplaner, som endnu ikke er offentliggjort.

Kravene er alt for stramme, mener Torben Hansen, der er formand for Landbrug & Fødevarers plantekongres.

- Efter fagligt at have gennemgået rigtig mange vandområder lokalt i forbindelse med høringerne, er det meget tydeligt, at indsatskravene bare ikke hænger sammen, lød det fra Torben Hansen i hans beretning på organisationens årsmøde onsdag.

Han opfordrede politikerne til at rette blikket langt mere imod marine virkemidler til at reducere kvælstof, mens kollektive virkemidler, som for eksempel etablering af minivådområder, er et andet fornuftigt spor at gå ud af ifølge formanden.

Skal betale mere selv

Det skal dog gøres langt lettere for landmændene at levere en indsats, lød det fra Torben Hansen, der i forbindelse med de mange krav mener, at landbruget i højere grad selv kommer til at betale for at levere varen på de mange områder, hvor erhvervet bliver mødt af krav.

- Vi kommer selv til at tage yderligere ansvar og finde midler til at skabe vores eget fremtid. Vi har allerede 3 procent (i forsøgs- og udviklingsafgift, red.), som genereres igennem systemet. Det er agile penge, der gør, at vi kan agere umiddelbart, når der opstår problemer, og ikke behøver at gå igennem fondsystemet. Men 3 procent er ikke nok.

- Det kommer vi til at arbejde mere med i kommende år, lød det fra formanden.

Læs også