Forår er gødningstid
Raps, vinterbyg og hvede. Afgrøderne skal tildeles gødning i løbet af marts. Ifølge chefagronom hos Yara i nævnte rækkefølge.

Når væksten starter i afgrøderne, er det tid for gødningstildeling.
Chefagronom hos Yara, Jesper Juul Ulnitz minder om, at den første tildeling gives til raps i starten af marts efterfulgt af vinterbyg og til sidst hvede fra midten af marts.
- Forsøgene viser ofte ikke merudbytter ved tidligere gødningstildelingen hverken i vintersæd eller raps, siger han.

Kør to gange med kvælstof i raps
Kvælstoftildeling i foråret bør som hovedregel udføres ad to gange med lige store mængder. Denne strategi kan dog tilpasses rapsens udvikling ved vækststart.
- Er rapsen meget kraftig, kan det være en fordel at reducere den første tildeling lidt og flytte den til anden tildeling. Fosfor og kali skal være tilgængeligt ved vækststart, så disse næringsstoffer bør gives ved første tildeling i foråret, for eksempel i en YaraMila RAPS (17-5-10 m. Mg, S, B).
- Indgår gylle som en del af rapsgødskningen, anvendes der en NS-gødning med et tilstrækkeligt indhold af svovl (fx. YaraBela SULFAN (NS 24-6), da raps har et relativt stort behov for svovl, ofte 40 kg svovl pr. hektar, lyder det fra chefagronomen.
Kontroller gødningen
Uanset om man samblander såsæd og gødning eller bruger placeringsudstyr, er det vigtigt at bruge en kvalitetsgødning. Især er et lavt indhold af støv vigtigt for, at doseringen sker problemfrit og med lav variation.
- Støv i gødningen vil give belægninger på knasthjul og andre komponenter i såmaskinens doseringsudstyr og vil i en gødningsspreder give belægninger på vingerne og en dårlig spredning i marken, påpeger Jesper Juul Ulnitz og understreger, at det ved spredning af gødningen i marken er vigtigt at vælge en korrekt spredetabel.
- Det kræver, at du ud over gødningstypen også kender produktionsstedet for gødningen. Yaras gødningssække er derfor alle udstyret med en sporbarhedskode - opsæknings- og produktionskode. På denne ses opsækningsdata samt produktionssted.
- Uens spredning på grund af fejlindstillet gødningsspreder eller spredning i blæsevejr, kan medføre spredefejl. Når spredefejlen stiger med cirka fem procent, stiger udbyttetabet som følge af uens spredning, med knap en procent. Det svarer til 90-125 kroner pr. hektar afhængig af udbytte og kornpris, fastslår Jesper Juul Ulnitz.