Selv om det har været småt med regn i foråret, står afgrøderne fint på klippeøen, lyder det fra planteavlskonsulent Torben Videbæk.
Foråret er for alvor kommet til Danmark nu. Stigende temperaturer og generelt tørvejr har fået gang i vandingsanlæg rundt omkring i landet. Men det er som bekendt ikke alle steder i Danmark, at det er en mulighed.
Et af de steder er Bornholm, hvor blot to landmænd har mulighed for at vande markerne. Men det betyder langt fra, at der er problemer på markerne, lyder det fra planteavlskonsulent Torben Videbæk fra Bornholms Landbrug & Fødevarer.
- Vores vintersæd står jo faktisk rigtig godt. Den har haft en god vinter at komme igennem på. Vores raps spirede sent, så den har været lidt åben. Så der har vi jo haft lidt dueskader i, siger han til Effektivt Landbrug
Som bekendt var slutningen af vinteren og starten af foråret særdeles fugtig, men det har ikke påvirket negativt, lyder det.
- Vores almindelige kornvintersæd står faktisk rigtig fornuftigt. Vårsæden begynder at pible op nu, og det ser ud som om, den kommer pænt op. Så er det jo bare spørgsmålet, om vi får lidt vand, siger Torben Videbæk.
Ser tiden an
Han vælger at se tiden an på vejrfronten.
- Selvfølgelig er vi bekymrede for, at hvis vi ikke får noget vand før sankt hans, så bliver det træls. Rigtig træls endda. Men indtil videre er det begrænset, hvor meget vand, der har været brug for, siger Torben Videbæk.
Efter tørken i 2018 vedtog Folketinget en tørkepakke, der gav kommunerne mulighed for midlertidigt at give vandingstilladelse med kort varsel, men det får ikke den store betydning på klippeøen.
- Der er så vidt jeg husker kun to landmænd, der har mulighed for at vande herovre. Så vi må jo bare vente på ,at Vorherre synes, vi skal have lidt vand her, siger Torben Videbæk.
Der er så vidt jeg husker kun to landmænd, der har mulighed for at vande herovre. Så vi må jo bare vente på ,at Vorherre synes, vi skal have lidt vand her
Torben Videbæk, planteavlskonsulent, Bornholms Landbrug & Fødevarer
Det er der dog ikke udsigt til lige nu. Ifølge DMI vil der blot falde ganske få millimeter regn på Bornholm i den næste uges tid.