Overgaards grovvareaktiviteter overtages af Hornsyld

Den private grovvarevirksomhed køber godsets aktiviteter med grovvarehandel, mens Overgaard Gods fremover vil koncentrere sig om landbrugs- og skovdrift.

Hornsyld Købmandsgaard A/S overtager grovvareaktiviteterne i Overgaard Gods A/S ved Mariager Fjord, godsets faciliteter på Køge Havn samt kontrakter relateret til kornhandel. Overtagelsen sker efter en række betingelser er opfyldt, herunder godkendelse af konkurrencemyndighederne.

Det oplyser ledelsen på Hornsyld Købmandsgaard, administrerende direktør Henrik Hedegaard, økonomidirektør Henrik Holm samt administrerende direktør på Overgaard Gods, Kasper Henricksen i en pressemeddelse.

Overgaard har valgt at frasælge grovvaredelen ud fra et ønske om at koncentrere sig om godsets primære aktiviteter, nemlig landbrugsdriften med 2.400 hektar, griseproduktion med 1.600 søer, 1.000 hektar skov (Dan Mark Skov A/S), energianlæg med sol og vind samt ejendomsudlejning.

Overtagelsen omfatter alt vedrørende køb og salg af afgrøder. Hornsyld Købmandsgaard overtager Overgaards faciliteter i den henseende, på Sjælland, hvor der er lager fem steder, herunder på Køge Havn. Ligeledes overtager Hornsyld Købmandsgaard 10 medarbejdere, som fortsat skal arbejde med base på Overgaard Gods, Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Hornsyld Købmandsgaard lejer sig ind på Overgaard Gods med lager og kontorfaciliteter og opretter derved en afdeling på Overgaard Gods.

Overgaard Gods forsætter derved driften af lageret på Overgaard Gods med udlejning af lagerfaciliteter til engros kunder udover Hornsyld Købmandsgaard.

En del af strategien

Hornsyld Købmandsgaard har løbende afsøgt nye forretningsmuligheder, og overtagelsen af Overgaards grovvareaktiviteter harmonerer med virksomhedens strategiplan.

- Vi har gennem de seneste par år haft et godt og konstruktivt samarbejde med Overgaard Gods, hvor vi blandt andet har produceret og solgt sædekorn til dem samt lejet os ind på deres faciliteter på Overgaard Gods. Samarbejdet har udviklet sig løbende, og vi har drøftet synergier, som kan styrke begge parter i forhold til fremtidig udvikling, siger administrerende direktør Henrik Hedegaard.

Kasper Henricksen har været direktør på det østjyske gods i tre år, og har alle tre år leveret positive resultater. Senest kom godset ud med et samlet resultat for 2022 på godt seks millioner kroner på trods af flere konjunkturmæssige udfordringer.

- Vi står over for en skillevej med hensyn til, om vi skal investere og satse yderligere på grovvaredelen eller koncentrere os om aktiviteterne omkring godset. Og her er det ledelsens ønske, at fokus skal være på selve godset med planteavl, griseproduktion, skovbrug og lagerfaciliteter med mere, siger Kasper Henricksen, der finder det naturligt at gå den vej.

Både Hornsyld Købmandsgaard og Overgaard Gods fremhæver betydningen af, at de to virksomheder på mange områder har det samme værdisæt med udgangspunkt i den private handel.

Læs også