Den autonome robot, Jo, var på danmarksturné mellem vinranker og juletræer.
- Der er ingen tvivl om, at det er vejen frem. Jeg er også sikker på, at der på et tidspunkt kommer til at køre robotter på vores arealer. Om det bliver i min tid, er jeg mere i tvivl om. Men nu bliver jeg jo også 70 næste år.
Vinavler Jan Thrysøe kunne bestemt godt se idéen med den markrobot, der forleden kørte rundt og radrensede mellem hans vinstokke på Guldbæk Vingård syd for Aalborg.
Den 800 kilo tunge robot ved navn Jo er produceret af franske Naïo Technologies og har netop været på danmarksturné med den danske forhandler, familiefirmaet AgroRobTech, hvor den har besøgt udvalgte vin- og juletræsavlere.
Gitte Nyberg Bech, direktør i AgroRobTech, glædede sig over at have fået chancen for at vise vidunderet frem på dansk grund.
- Jeg sammenligner det lidt med dengang, hvor landmanden havde to heste stående i stalden og pludselig kom den lille grå traktor kørende ind på gården. Nu skal man til at vænne sig til, at der er et alternativ til at sidde oppe i traktoren og klare arbejdet, fortalte direktøren, der ikke er i tvivl om, at hun står foran en stor opgave med at overbevise landbrugerne om, at der skal investeres i autonome robotter.
Robotten Jo, der navigerer via GPS, står til en pris på omkring 800.000 kroner.
- Det er mange penge, men det frigiver også nogle ressourcer, at man ikke skal have en mand til at sidde ude på traktoren hele dagen. Her skulle landmanden gerne have så meget tillid til systemet, at han sætter robotten i gang om morgenen, og så får han besked på sin telefon, når den er færdig med arbejdet eller, hvis der skulle opstå problemer undervejs, fortalte Gitte Nyberg Bech.
- Og selvom det er en stor investering, så bor vi heldigvis i et land med en regering, der går meget op i biodiversitet, klima og miljø, så der er mange fonde at søge til forskellige projekter, opfordrede Gitte Nyberg Bech, der på turnéen også er stødt på vinavlere, der ser det som en mulighed at gå fælles om en robot eller drifte den som en maskinstation for de omkringliggende vingårde – en løsning, der dog ikke er helt så oplagt på Guldbæk Vingård, hvor der er langt til de nærmeste kollegaer.
Base for idéer
Mens Jo skaber basen for automatisering af arbejdet mellem rankerne og juletræerne, er det i høj grad op til en eventuel købers fantasi at afgøre, hvilke opgaver den skal klare.
- Robotten er ikke lavet med fokus på redskaberne bag, og vi må også indrømme, at vi ikke selv har de store erfaringer med vindyrkning, men med Jo har man en platform at udvikle fra, som landmanden forhåbentlig ser muligheder i, lød det fra Gitte Nyberg Bech, som ser autonome robotter som en oplagt løsning for juletræsproducenter, der over de kommende år bliver presset på brugen af sprøjtemidler.
Mens robotten i dagens anledning havde lånt en renser, der normalt sidder bag på Jan Thrysøes Fendt-traktor, ser den økologiske vinavler endnu flere mulige opgaver for den selvkørende og -styrende maskine.
- Noget der kunne være rigtig interessant ville være at sætte gang i et UVC-projekt til bekæmpelse af svampevækst, vurderede himmerlændingen.
Til en sådan opgave skal robotten køre om natten og lyse på planterne med et specielt lys.
- Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er spændende, konstaterede vinavleren, mens Jo fortsatte med sin fart på 2,2 kilometer i timen.
Robotten kan bære redskaber med en vægt på op til 250 kg og kan forcere bakker med hele 20 procents stigning.