Efter en vejrmæssig skiftende sæson tegner det til en stor avl på de fynske marker. Det var konklusionen efter en rundtur i Centrovice-forsøgsmarken ved Nr. Søby, hvor over 100 fynske planteavlere deltog forleden.
På årets hidtil varmeste sommeraften med omkring 25 graders varme havde godt 100 fynske planteavlere tirsdag den 25. juni taget imod invitationen til en rundtur i Centrovices forsøgsmark, lige ved Danish Agro-afdelingen i Nr. Søby. Her fik de både en grundig gennemgang af de mange forsøgsparceller med mange forskellige sorter og behandlingsformer, en aktuel markedsorientering fra grovvareselskabet, som var medarrangør, og afsluttende med et par varme ristede pølser og en øl, som efter »hedeturen« godt kunne have været koldere.
Allerede på dette tidspunkt, en måneds tid før høsten så småt går i gang, vovede rådgivningschef Leif Hagelskjær en forudsigelse om gode forventninger til udbytterne:
- I forhold til sidste år, hvor det var meget vådt i sæsonen frem til midten af maj, hvor det så blev ekstremt tørt, har denne sæson været helt anderledes. Afgrøderne blev godt etableret i efteråret og var langt fremme efter en mild vinter inde i april måned, hvor det så blev koldt helt ind i maj. Nu er det normalt igen, og afgrøderne står generelt rigtig godt stort set i alle marker.
- Der har været få tørkepletter og lidt sene frostskader i raps og korn. Det har været i meget begrænset omfang og kun de vejrmæssigt særlige udsatte steder, nævner lederen af Centrovices planteavlsafdeling.
Gulrust udfordrer
Et af sæsonens største udfordringer har været markante angreb af gulrust. En svampesygdom i hvede, som især viser sig efter en tørkeperiode.
- Det er den mest tabsgivende sygdom i hveden, påpegede planteavlskonsulent Lars Falch Bønløkke i parcellerne med en række aktuelle hvedesorter. Vi oplevede, at få dage omkring påsken var afgørende for, om man efterfølgende kunne styre gulrusten med lave doseringer. Men meget kan være anderledes næste år, og derfor er det også vigtigt at tage septoria og sorternes såtid, effekten overfor græsukrudt og tilbøjeligheden for lejesæd med i overvejelserne, når der skal bestilles såsæd til den nye sæson, lød rådet fra Lars Falch Bønløkke.
Der ud fra sæsonens oplevelser med de omfattende gulrust-angreb ikke mindst i de store sorter som Benchmark og Kalmar havde Lars Falch Bønløkke flere forslag til sortsvalget til næste sæson. Her nævnte han blandt andet sorterne Kvium, Ohio, Informer, Elixer og til dels også den gammelkendte Sheriff-hvede.