Nyt satellit-værktøj til sukkerroedyrkere
Alle dyrkere vil i 2019 blive tilbudt et nyt program baseret på satellitdata.

- Med programmet kan man følge udviklingen i bladmassen i løbet af vækstperioden, siger chefkonsulent Bo J. M. Secher, Nordic Sugar.
Baseret på satellitdata fra de europæiske Sentinel-satellitter, vil alle roedyrkere i 2019 kunne følge udviklingen i bladmassen i løbet af vækstperioden. Det sker, når alle dyrkere i 2019 vil blive tilbudt et nyt program, oplyser chefkonsulent Bo J. M. Secher, Nordic Sugar.
- Det er i princippet de samme oplysninger, som findes i programmet Cropsat, men fordi sukkerfabrikken i forvejen har oplysninger om roemarkernes placering, er programmet lidt lettere at tilgå.
Udover at man som dyrker kan følge udviklingen i sine egne marker, er det også muligt at sammenligne med et gennemsnit af alle de roemarker, som ligger inden for en radius af ti kilometer. På den måde kan en dyrker benchmarke egne marker med marker i området. I den forbindelse kan man vælge at sammenligne alle marker, eller kun vælge dem med samme sort eller valgt efter såtidspunkt.
Programmet er under fortsat udvikling, og det er planen at udvikle diagnoseværktøjer, så man som dyrker vil modtage varslinger, hvis der er marker, som udvikler sig unormalt.
Programmet vil blive en del af de muligheder, Nordic Sugar tilbyder på nettet, og med tiden vil programmet også kunne åbnes fra en app på telefonen eller en tablet.