Pulje åben for tilskud til rydning og hegn i visse Natura 2000-områder
Lige nu kan landmændene søge tilskud til forskellige typer af naturplejeprojekter beliggende i »Særligt udpegede Natura 2000-områder«, oplyser rådgivningsvirksomheden Agrovi.
Der kan opnås tilskud på op til 100 procent af de tilskudsberettigede omkostninger indenfor projekttyperne »Rydning af tilgroede arealer« og »Forberedelse til afgræsning«.
Det er muligt at ansøge uanset hvilken dyretype, der eventuelt skal gå på arealerne.
For at kunne opnå tilskud til et projekt, skal mindst 50 procent af projektområdet ligge indenfor de såkaldte særligt udpegede Natura 2000-områder.
- Regler for prioritering af projekterne betyder dog, at det i visse tilfælde skal være mindst 75 procent af projektområdet, der er særligt udpeget, oplyser Agrovi, og tilføjer:
- De særligt udpegede Natura 2000-områder er de dele af Natura 2000-områderne, hvor myndighederne har vurderet, at der er størst behov for en naturplejeindsats i form af enten rydning eller forberedelse til afgræsning. Der er i den forbindelse typisk tale om overdrevsarealer og arealer langs åløb samt kystnære områder.
Afgræsning
Ordningen omkring tilskud til forberedelse af afgræsning er nok den mest interessante for landbruget, vurderer Agrovi. Her kan der opnås tilskud til blandt andet hegning, vand- og elforsyning, samt fangfold.
Ligesom i 2016 og 2017 beregnes tilskud på baggrund af standardomkostninger, som er fastsat af Landbrugsstyrelsen. Eksempelvis er standardomkostning for 1- og 2-trådet hegn på 19 kroner pr. meter, mens standardomkostning for 3- og 4-trådet hegn samt nethegn er på 28 kroner pr. meter.
Tilskudspuljen lukker den 17. september.
mip