Man fornærmer næppe nogen ved at nævne, at skånsk kan være vanskeligt at forstå. Ikke mindst for en dansker. 

Åkerböna, fånggröda og skörd – det er blot et lille udpluk af de mange svenske fagudtryk, danske besøgende på Borgeby Fältdagar kan møde på turen rundt i demonstrationsarealerne og i gropen i Borgeby, som ligger cirka 20 kilometer nord for Malmö.

Det kan med andre ord være svært at få det fulde udbytte af de faglige rundvisninger på Borgeby Fältdagar, når rundvisningerne foregår på svensk tilsat lokal, skånsk dialekt, og man samtidig skal holde styr på nyt, fagligt stof. 

Den situation er der mange danske besøgende, der kender. Men i år er der mulighed for at få rundvisninger på dansk. Bag initiativet står rådgivere hos VKST, som laver dansksprogede rundvisninger i gropen samt i både de konventionelle og økologiske demonstrationsarealer. 

Nordens største af sin art

Det er arrangørerne bag Borgeby Fältdagar, der har indledt et samarbejde med VKST, der skal lave rundvisninger på dansk i både de konventionelle og økologiske forsøg. 

Målet er at give de danske besøgende endnu bedre mulighed for at få det fulde udbytte af nordens største messe for planteavlere, der de senere år har haft omkring 21.000 besøgende – heraf cirka 3.000 danskere. 

- Vi glæder os til at guide de danske gæster rundt i forsøgene og formidle resultaterne og viden, så alle får mest muligt ud af den store faglige viden, som Borgeby Fältdagar præsenterer, siger Bent Buchwald, der er én af de fem konsulenter fra VKST, der viser rundt på messen, som foregår onsdag den 26. og torsdag den 27. juni.

Forsøg i dansk sammenhæng

Udover at de guidede ture løser en sprogligbarriere for mange danske besøgende, så vil de fem konsulenter fra VKST også sætte forsøgene på messen og ikke mindst resultaterne ind i en dansk sammenhæng. 

- På vores ture rundt i forsøgene fortæller vi, hvad forsøgsresultaterne kan bruges til i en dansk sammenhæng. For selv om afstandene er korte mellem Danmark og Sverige, kan der være klimamæssige forskelle, andre sorter der er mere udbredt i Danmark og en anden lovgivning, man skal forholde sig til. 

- Det tager vi højde for, når vi viser rundt. På den måde får de danske gæster endnu mere ud af Borgeby Fältdagar, siger Bent Buchwald.

Fakta om Borgeby Fältdagar
- Borgeby Fältdagar er nordens største messe for planteavlere og afholdes onsdag den 26. og torsdag den 27. juni i Borgeby, som ligger cirka 20 kilometer nord for Malmö.
- Messen besøges af cirka 21.000 gæster, heraf omkring 3.000 danskere.
- Rundvisningerne er en del af messens mange tilbud og er gratis, når først man har betalt indgangsbillet.
Planter