Status på glyphosat
I fredags meddelte Frankrig, at man vil udfase glyphosat fra 1. januar 2021 og helt forbyde det fra december 2022.

EU-godkendelsen af glyphosat udløber den 15. december 2022 efter fem år fra sidste revurdering i 2017.
Dengang var der flere af de store EU-lande, der gerne ville forbyde glyphosat – blandt andet Frankrig, Italien og Grækenland.
- Siden er modstanden mod sprøjtemidler i Europa generelt vokset og blevet mere intens – især mod produktet Roundup, der kendes af næsten alle. En modstand, der forplanter sig til de politiske beslutningstagere, fortæller Lars Skovgaard Larsen.
Nu også Frankrig
Status er, at Østrig som det første land har forbudt at bruge glyphosat fra 1. januar 2020.
- Den nye ejer af aktivstoffet glyphosat, Bayer, er ikke helt tilfreds med dette forbud, der også strider mod EU-lovgivningen.
Tyskland har fulgt efter i en mildere grad med langsom udfasning frem mod 2023, hvor godkendelsen alligevel udløber.
- I fredags meddelte den franske miljøminister, at Frankrig vil udfase glyphosat fra 1. januar 2021. Herfra skal man have nogen særlige afgrøder for at bruge glyphosat – i 2022 forbyder man det helt.
Så det ser svært ud for glyphosats fremtid i Europa, da de her nævnte lande har cirka halvdelen af stemmerne i EU, når der i 2022 skal vedtages en eventuel forlængelse.
Kritisk situation
Yderligere kommer et Brexit, som tager det glyphosat-positive UK ud af afstemningen.
- Så samlet kan det ikke give flertal for en forlængelse lige nu, fastslår Lars Skovgaard Larsen.
Glyphosat har været 40 år på markedet, og da det er usædvanlig effektivt og ganske billigt at fremstille, har der ikke været forsket i tilsvarende midler. Derfor er der ikke umiddelbart en erstatning på vej.
- Det vil forventeligt tage mindst otte år at finde en erstatning. Så situationen bliver sandsynligvis kritisk efter 2022, slutter Lars Skovgaard Larsen.