Vigtigt at deltage på opfølgningskurser
Var du sidst på opfølgningskursus til sprøjtecertifikat i 2017 eller tidligere? - Så er det tid at få fornyet dit bevis, lyder det fra rådgivningsselskaber.
- Hvis du allerede har et sprøjtecertifikat eller et sprøjtebevis og fortsat køber og anvender plantebeskyttelsesmidler i din virksomhed, så skal du ifølge lovgivningen gennemføre et opfølgningskursus senest fire år efter, du fik beviset.
Det oplyser Agrovi og påpeger, at man skal med på et opfølgningskursus hvert fjerde år derefter.
Det betyder, at hvis man fik sit sprøjtecertifikat eller var på sidste opfølgningskursus før den 1. juli 2018, skal man nu på kursus igen.
- Et gyldigt opfølgningskursus er også nødvendigt for at med på for eksempel R2-autorisationskurser indenfor rottebekæmpelse, understreger Agrovi.
Få selv autorisation
På opfølgningskurserne lærer man om den nyeste viden inden for planteværnsområdet samt om hvordan man for eksempel bestiller en MAB bekæmpelsesmiddelautorisation til at kunne købe plantebeskyttelsesmidler.
- Det er vigtigt, at alle, der køber planteværn, er med på et sådant kursus, så man bliver registreret til at handle planteværn via MAB, lyder det fra Agroadvice
- Flere landmænd skal også huske, at det måske ikke umiddelbart er klogt at gøre sig afhængig af en medarbejders registrering på bedriftens vegne, understreger planterådgiver Hans Jørgen Bak, Agroadvice.
Kurserne er typisk én-dagskurser og der er ingen eksamen, der skal bestås. Efter kurset får man sit bevis i e-boks.