Nye priser på pesticider efter afgiftsændringen
Det er endnu uvist, hvornår den ændrede afgift træder i kraft. Seges Innovation har regnet på, hvilke midler der bliver dyrere og hvilke billigere.
Som bekendt er der indgået en politisk aftale om pesticidstrategi 2022-2026, hvor ét af elementerne er endnu mere afgift på de mest belastende pesticider og mindre afgift på de mindre belastende midler.
- Aftaleparterne anerkender, at landbruget har gjort en stor indsats for at reducere brugen af pesticider, men aftalen tager nye tiltag i brug for at opnå en endnu lavere pesticidbelastning, lyder det fra Seges Innovation.
Den nye femårig pesticidstrategi indeholder flere tiltag, der har betydning for landbruget.
Strategien bliver udmøntet gennem en handlingsplan, som beskriver, hvordan aftalen skal gennemføres.
Målet for strategien er en pesticidbelastningsindikator (PBI) på 1,43 målt på salgstallene i 2025. PBI var i 2021 på 1,66.
Samlet afgift uændret
Som led i at opnå denne reduktion omlægges pesticidafgiften, så pesticider med lav belastning får sænket afgiften. Basisafgiften bliver sænket til 20 kr. pr. kg aktivstof, mens belastningsdelen bliver øget til 140 kr.
Seges Innovation har beregnet ændringer i afgiften for godkendte midler. Skadedyrsmidler, der har en høj miljøbelastning, stiger i afgift. Mens midler med lav belastning som - for eksempel glyphosat - falder i afgift.
Sænkningen af basisafgiften sker for at tilgodese midler, som er godkendt til økologisk jordbrug. Ændringen af afgiften forudsættes at indbringe samme provenu.
Det er uvist, hvornår den ændrede afgift træder i kraft.
Det skal også understreges, at det ikke er sikkert, at afgiftsændringerne kommer til at slå igennem 1:1 i forhold til landmandspriserne for produkterne. Det kommer an på prisdannelsen i markedet.
Men den ændrede afgift forventes under alle omstændigheder, i stort omfang, at blive lagt over på landmændene.