L&F gør det klart for myndigheder og politikere, at samarbejdet med landbrugsorganisationen ændrer klarhed og karakter, hvis ikke saglighed, faglighed og ordentlig dialog indtræder omgående.
Nok er nok.
Det var det klare budskab, som viceformand i Landbrug & Fødevarer,Thor Gunnar Kofoed, sendte, da han på landbrugsorganisationens online-delegeretmøde i Herning som det første i sin beretning kom ind på den aktuelle situation i minkbranchen, der som bekendt er ramt af corona og statsdikteret aflivning af millioner af mink.
- Minkavlere og hele minkbranchen står i en dybt ulykkelig situation. De er ramt på deres livsværk og levebrød.
- Det er ganske enkelt uanstændigt at observere, hvordan dele af Christiansborg i øjeblikket behandler de ramte familier, tordnede viceformanden. Han aflagde beretningen, fordi formand Martin Merrild er corona-ramt personligt og på sin minkfarm i vestjyske Hjerm.
Useriøst og væmmeligt
Viceformanden pointerede i sin beretning, at i stedet for at hjælpe en branche, der bidrager med mange eksportkroner og arbejdspladser i landdistrikterne, så benytter en række politikere corona-situationen til at mistænkeliggøre branchen.
- Det er lige så useriøst, som det er væmmeligt. Ingen har bedt om det her, fastslog Thor Gunnar Kofoed med tydelig adresse til de partier i Folketinget, som gerne ser pelsdyravlen i Danmark lukket.
- Så lad mig sige det klart: Til jer, til myndighederne og til regeringen: Vi vil ikke finde os i mere!
Samfundssind
Ifølge Thor Gunnar Kofoed har minkbranchen rakt hånden ud og samarbejdet fra dag ét under corona-krisen.
- Branchen har udvist samfundssind, som sjældent er set lige. Og som de færreste kan sætte sig ind i. Nu er det nok. Nu lukker vi døren. Hverken vi eller pelsdyravlerne vil hjælpe med at aflive raske dyr. Det er uetisk, fastslog viceformanden i sin beretning, og tilføjede:
- Ingen offentlige myndigheder er velkomne på vores bedrifter uden at kunne fremvise en negativ corona-test. Det er af hensyn til vores dyr. Og det er en klar opfordring fra Landbrug & Fødevarer til vores medlemmer.
- Og med mindre vi kan forvente saglighed, faglighed og ordentlig dialog – så har vores samarbejde med myndighederne dags dato ændret klarhed, tordnede Thor Gunnar Kofoed.
Efterlyser plan
Viceformanden betegnede det samtidig som absurd, at landbruget på nuværende tidspunkt stadig står med en regering uden en plan for, hvordan man vil sikre fremtiden for branchen.
- Slår vi de raske avlsdyr ned, så er der intet at bygge videre på. Mogens Jensen – det kan du ikke være bekendt, fastslog Thor Gunnar Kofoed direkte henvendt til fødevareministeren.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48