EU ændrer landbrugskursen med ny vision
Miljøhensyn er gledet i baggrunden i EU’s nye landbrugsvision. Til gengæld skal der være større fokus på at styrke erhvervet.

Vi har brug for at landbruget kan blomstre og konkurrere i et fair globalt marked og have modstandskraft mod kriser og katastrofer, siger EU's landbrugskommissær, Christophe Hansen fra Luxemborg. Arkivfoto: Alexis Haulot/EU 2024
Landbrug og fødevarer er afgørende for økonomi, kultur og strategiske autonomi i EU. Men samtidig står landbrugssektoren over for væsentlige udfordringer såsom klimaændringer, global konkurrence og en aldrende landbrugsbefolkning.
Det er en af hovedpointerne i den vision for fremtidens landbrug, som EU-Kommissionen lagde på bordet sent onsdag.
Vision for Agriculture Food er samtidig et politisk kursskifte i forhold til Farm to Fork-strategien, som den ny vision afløser. For i den nye vision er miljøhensyn gledet i baggrunden til fordel for de fire ben, som strategien primært står på.
Med strategien vil EU sikre, at det bliver mere attraktivt at være landmand ved at sikre nye indtægtsmuligheder i branchen og sikre en konkurrencedygtig sektor, der er mere robust i forhold til globale udviklinger.
Samtidig skal fødevaresystemet fremtidssikres med respekt for biodiversitet og reducere klimaaftrykket, og endelig skal visionen skabe et levende liv i landdistrikterne.
Farvel til Green Deal
Med den nye strategi er det samtidig slut med at lave mål, der er svære at nå i virkelighedens verden. Det gælder blandt andet målet fra Farm to Fork-strategien om at reducere brugen af pesticider med 50 procent i 2030.
- Den måde, vi arbejder på, har helt klart ændret sig mod at nå de nødvendige reduktioner på en anden måde, sagde EU's landbrugskommissær Christophe Hansen på en pressekonference onsdag.
Samtidig med udspillet vil EU-Kommissionen tildele landbrug i Spanien, Kroatien, Cypern, Letland og Ungarn 99 millioner euro som følge af ekstremt vejr i de regioner. 68 af de 99 millioner går til landmænd i Spanien.
- Vi står sammen om vores landmænd, når de har mest brug for det. Fremadrettet er vi nødt til at sørge for, at vi er mere forberedte på klimaudfordringer og sikre, at landdistrikterne får den støtte, som de har brug for, siger landbrugskommissæren.
L&F: Gode takter i udspillet
I en kommentar til udspillet siger Landbrug & Fødevarers Klimachef, Hans Roust Thysen, at det er uholdbart at fortsætte med forskellige nationale målsætninger med store forskelle på, hvad der i praksis leveres fra de enkelte lande i EU.
- Derfor er det positivt, at Kommissionen arbejder på, at der kommer fælles mål og redskaber til landbruget i hele EU, lyder det fra Hans Roust Thysen.
Ellers gør han sig følgende tanker om udspillet:
- I disse tider med uro om handel og sikkerhed, er det vigtigt, at vi ikke sætter vores fødevareforsyningssikkerhed over styr - det gælder både hos os og i vores eksportmarkeder, siger Hans Roust Thysen og fortsætter:
- Vi har set med andre varer, såsom med energi, at vi først rigtig tænker over det, når vi står og mangler det. Og det må ikke ske med fødevarer, siger klimachefen, der drager paralleller mellem den grønne trepart i Danmark og EU-udspillet:
- Vi er glade for, at EU-Kommissionen nu har fremlagt en vision for fremtidens landbrug i EU, hvor vi skal forsøge at finde svar på flere udfordringer på én gang – lidt på samme måde, som vi har gjort det i Danmark med den grønne trepart. Så klima og miljø, forsyningssikkerhed og en stærk fødevareproduktion går hånd i hånd, siger han.
Skal gennemføres med Danmark for bordenden
Det er planen, at der skal falde en endelig aftale på EU-plan om strategien, når Danmark overtager formandsstolen i EU den 1. juli i år. Thysen hæfter sig ved flere lovende takter i EU-forslaget.
- For os er det helt centralt, at EU-Kommissionen sikrer det indre marked og lige konkurrencevilkår, og derfor er vi glade for deres store fokus på netop det område. Derudover er det positivt, at der bliver understreget, at EU er verdens største eksportør af landbrugs- og fødevarer. Den position kan et øget fokus på konkurrenceevnen være med til at fastholde fremadrettet, siger han.
Til gengæld havde han gerne set mere håndfaste mål i forhold til klima og de grønne dagsordner.
- Vi havde gerne set, at EU-Kommissionen blev endnu mere konkret, og måske en smule mere ambitiøs på de grønne dagsordener, men overordnet set er vi glade for det fokus, der er på behovet for innovation, teknologi og ny viden, som kan understøtte en grøn udvikling af fødevareproduktionen, siger Hans Roust Thysen.
Til trods for kursskiftet står der ikke noget i den nye strategi om at prioritere små landbrug over store. Det har ellers været kritiseret, at de direkte betalinger af EU’s landbrugsstøtte har givet urimelige fordele for store landbrug.

Der er flere gode takter i det nye udspil fra EU-Kommissionen, mener klimachef hos Landbrug & Fødevarer, Hans Roust Thysen. Arkivfoto: Henning K. Andersen