Mand får 50 dages fængsel for dødstrusler i ulvedebat: - Skyder du et fredet dyr, skyder jeg dig
En mand fra Kolding blev i påsken idømt 50 dages ubetinget fængsel efter trusler over meddelelsestjenesten Messenger mod en politiker i forbindelse med den ophedede debat om ulve.

Politiet rykkede i påsken ud og arresterede en mand, der sendte trusler relateret til ulvedebatten mod en politiker. Manden er siden idømt fængselsstraf. Foto: Rigspolitiet
En modstander af regulering af ulve skal 50 dage i fængsel, efter at han truede en politiker i forbindelse med debatten om ulve i Danmark.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. Manden, der er 44 år og fra Kolding, blev langfredag fremstillet i et grundlovsforhør, og her fik han dommen, efter at han via Messenger truede en politiker med vold. Beskedens indhold var relateret til den verserende debat omkring bestanden af ulve i Danmark
Ifølge sigtelsen skulle den 44-årige mand blandt andet have skrevet: »Skyder du et fredet dyr, skyder jeg dig«.
På baggrund af en anmeldelse, der blev indgivet til politiet onsdag aften, foretog Sydøstjyllands Politi torsdag en ransagning på den 44-åriges bopæl. I den forbindelse blev der beslaglagt flere computere. Den anklagede valgte at modtage dommen.