Det var en veloplagt formand for Agillix, der bød 200 deltagere velkommen til Agillix’ første generalforsamling siden fusionen mellem Agri Nord og LandboNord blev vedtaget med et stærkt mandat i juni sidste år.

- Vi er lykkedes med rigtig mange ting. Og endnu engang: Det var den rigtige beslutning at samle kræfterne og forene vores to foreninger, sagde Carl Chr. Pedersen ifølge en pressemeddelelse fra Agillix.

Effektivt Landbrug havde på forhånd fået at vide, at blandt andet pressen ikke var velkommen til foreningens første generalforsamling.

Blandt landets største

Agillix er nu landets næststørste landboforening, og siden dag ét har fokus været på at fortsætte den solide rådgivning, som både Agri Nord og LandboNord gennem mange år har været kendt for, lyder det fra Agillix.

Foreningsmæssigt har der været et ønske om at forene kræfterne, så medlemmernes interesser kunne varetages endnu bedre – blandt andet med oprettelsen af et politisk sekretariat.

- Vi har fået endnu større politisk styrke i Agillix, så vi kan sørge for, at vores medlemmers interesser bliver hørt. Vi er klar til de politiske udmeldinger og beslutninger, der kommer fra Christiansborg og kommunerne, som er rettet mod dansk landbrug. Vi har fast fodfæste – både i blæsevejr og storm, sagde Carl Chr. Pedersen.

Læn dig ind i treparten

Den grønne trepartsaftale har stor betydning for flere medlemmers fremtid. I den forbindelse er opfordringen fra Carl Chr. Pedersen og Agillix klar: Læn dig ind i treparten, tænk på dig selv, din fremtid som landmand og overvej, hvad din personlige strategi skal være.

- Er det svært? Ja, det er. Men tag og få undersøgt dine muligheder. Vi står klar som forening og rådgivningshus til at hjælpe dig med at lægge den bedste plan for dig som landmand, sagde Carl Chr. Pedersen og uddybede:

- Den grønne trepart kunne være endt galt, men den er nu landet et fornuftigt sted, hvor vi har udsigt til stabile rammevilkår og en klarhed om landbrugs- og fødevaresektorens fremtid. Derfor er det i vores egen interesse som branche at komme i mål med gennemførelsen af den grønne trepartsaftale.

Agillix er med til at repræsentere landbrugets interesser i de tre lokale treparter: Nordlige Kattegat/Skagerrak, Limfjorden og Mariagerfjord. Derudover har bestyrelsen i Agillix udpeget en række lokale medlemmer til at deltage i arbejdsgrupper i de enkelte kommuner, så landmændenes stemme bliver hørt i planlægningen af omlægningsplanerne.

8,5 millioner i overskud

Aktivitetsniveauet er højt både i foreningen og rådgivningsvirksomheden. Adm. direktør i Agillix, Uffe Bertelsen, kunne præsentere et stærkt resultat første år efter fusionen af de to rådgivninger i det tidligere Agri Nord og LandboNord. Samlede indtægter i koncernen landede på hele 364 millioner kroner med et overskud før skat på 11,1 millioner kroner, og efter skat på 8,5 millioner kroner. Et nettoresultat som nu kommer medlemmerne til gode.

- Vores dygtige medarbejdere har virkelig knoklet for at skabe en fælles identitet, styrke vores rådgivning og samtidig levere rådgivning af høj kvalitet til kunderne. Vi har på kort tid skabt stærke faglige enheder, der matcher landbrugets aktuelle behov, ligesom vi har et fast blik rettet mod fremtidens behov og de investeringer, det kræver, sagde Uffe Bertelsen.

Foreningens medlemmer ejer rådgivningsvirksomheden, og derfor går 4,2 millioner kroner af overskuddet fra 2024 direkte tilbage til dem. Udbetalingen sker i form af en rabat, som medlemmerne får på rådgivningsydelser købt hos Agillix.