- Hvor dyr og planter har fået fred fra mejetærskere og plantegifte.

Sådan beskrev statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale tirsdag, hvordan naturen har genvundet terræn i Hals Mose ved Aalborg. Eksemplet blev brugt som billede på, hvad hun betragter som en succesfuld naturgenopretning – og som politisk retning.

Området har over fem år været mål for omlægning fra dyrket jord til sumpbirkeskov, og resultatet er, at sommerfuglen bølleblåfugl nu er vendt tilbage efter 30 års fravær.

Statsministeren præsenterede det som et symbol på en politisk kurs, der står klart:

- Vi vil indføre Danmarks første lov om natur og biodiversitet, sagde hun fra talerstolen.

Foto: Skærmdump fra FT

Foto: Skærmdump fra FT

Bekræfter: CO2-afgift

Også landbrugets klimabidrag blev eksplicit nævnt – og bekræftet.

- Vi har indført en CO2-afgift i industrien, og den er på vej i landbruget, sagde statsministeren.

Det sker som led i regeringens plan om at nå både 2025- og 2030-klimamålene, hvor især udledningen af kvælstof og omlægning af landbrugsjord til natur skal spille en rolle.

Mette Frederiksen sagde:

- Vi er godt i gang med at omstille transportsektoren, reducere kvælstofudledningen og omlægge landbrugsjord til natur.

Vi vil indføre Danmarks første lov om natur og biodiversitet

Mette Frederiksen (S), statsminister

Økonomisk balance

Regeringen står over for store investeringer i Danmarks sikkerhed og forsvar, men statsministeren understregede, at det ikke må ske på bekostning af klimaet:

- Jeg tror, vi også her skal finde en balance, sagde hun.

Derfor vil regeringen i begyndelsen af det nye år præsentere en samlet økonomisk plan, der skal sikre både forsvar, velfærd, konkurrenceevne og grøn omstilling. Det var ellers blandt flere iagttagere blevet forventet, at en sådan plan ville komme inden årsskiftet.

Et af de helt store spørgsmål i landbruget – hvordan landmanden helt konkret bliver kompenseret for at omlægge 390.000 hektar jord i den grønne trepart, kom statsministeren ikke ind på, og det fremgår endnu ikke af de politiske forslag.

Politik