Den hedder »Danmarks Unge Valgtest«, og den er ét af de kneb, som DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har igangsat frem til kommunal- og regionsrådsvalget. Formålet er, at flere unge skal vælges ind i landets kommunalbestyrelser, byråd og regionsråd til valget 18. november.

- Vi ved, at alder betyder noget for rigtig mange, når man skal stemme. Det gælder også unge. Derfor har vi udviklet en valgtest med de mange unge og seje kandidater, som er stillet op over hele landet. Unge har masser af idéer, handlekraft og perspektiver – og det fortjener en stemme i vores demokrati. Den stemme vil vi gerne hjælpe frem i lyset. Valgtesten gør det lettere at finde netop dem, siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.

Og alder betyder noget for unge. Det er nemlig hver anden ung, som mener, at det er vigtigt, at det er vigtigt at en politisk kandidat også er ung. Men til kommunal- og regionsvalget kan det være svært at finde nogen i den kategori. Ifølge Danmarks Statistik var gennemsnitsalderen til seneste kommunalvalg nemlig oppe på 52,4 år, mens gennemsnitsalderen på de valgte kandidater var 51,3 år.

- Alder er ikke alt, men erfaring kommer i mange former. Kun unge ved, hvordan det er at være ung i dag. Og når unge systematisk er underrepræsenterede i demokratiet, må vi give dem ekstra plads og synlighed. Valgtesten er et skridt på vejen mod et mere mangfoldigt og repræsentativt demokrati, siger Christine Ravn Lund, der er forkvinde for DUF.

Valgtesten kan findes her: www.valgtest.duf.dk/da

Politik