Regeringen forbereder en ændring af husdyrbrugloven, efter at flere landmænd er blevet ramt af uforudsete konsekvenser af de gældende regler.

Når nye energiparker og tekniske anlæg etableres tæt på landbrugsbedrifter, bliver områderne nemlig omfattet af husdyrbruglovens afstandskrav og lugtgenekriterier – og det har i flere tilfælde begrænset landmænds mulighed for at udvide eller ændre deres produktion.

Men det skal der laves om på, lyder det fra regeringen ifølge en pressemeddelelse fra Trepartsministeriet.

Et konkret eksempel på problematikken er et kvægbrug ved Kassø, som ikke har kunnet udvide sin produktion, fordi et PtX-anlæg blev opført i nærheden. Også i Vesthimmerlands Kommune har reglerne været en hindring for planlægningen af to energiparker.

Ifølge Jeppe Bruus (S) skal den grønne omstilling ikke give unødigt bøvl for landmændene – derfor vil regeringen nu ændre husdyrbrugloven. Arkivfoto; Morten Ipsen

Ifølge Jeppe Bruus (S) skal den grønne omstilling ikke give unødigt bøvl for landmændene – derfor vil regeringen nu ændre husdyrbrugloven. Arkivfoto; Morten Ipsen

Skal speede grøn omstilling op

Med den kommende lovændring vil regeringen gøre energiparker og tekniske anlæg undtaget fra afstandskravene og lugtgenekriterierne i husdyrbrugloven. Dermed skal naboer til energianlæg fremover ikke leve op til samme krav som naboer til byzoner.

- Vi skal have fuld fart på den grønne omstilling, og her er energiparker et helt afgørende element. Men vi skal selvfølgelig heller ikke genere folk med unødigt bøvl, siger minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S).

- Vi har set eksempler på, at planerne om etableringen af energianlæg er gået ud over lokale husdyrbrug. Det er der selvfølgelig ingen grund til, og derfor ønsker vi at lave lovgivningen om. Jeg er glad for, at vi nu ser ud til at kunne løse et konkret problem, uden at det går ud over den grønne omstilling.

- Det er sund fornuft

Også minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), er tilfreds med, at der nu findes en løsning på et problem, som har givet frustration i landdistrikterne:

- Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, der stiller landmændene bedre. Det går jo ikke at have en situation, hvor man ikke kan udvide sin bedrift, fordi man ligger tæt på et PtX-anlæg. Derfor laver vi nu reglerne om. Det er sund fornuft, siger Morten Dahlin.

Ændringen vil blive en del af et lovforslag, som fremsættes af By-, Land- og Kirkeministeriet i 2026 som led i en kommende revision af planloven.

Politik