Første tilfælde i vilde dyr: USA finder Covid-19 i vild mink

Efter den store minkaktion i Danmark er man i resten af verden nøje opmærksomme på mink smittede med Covid-19
Den nye opdagelse øger bekymring for udbrud i mink, da virussen har dræbt mere end 15.000 opdrættede mink i USA siden august.
Globale sundhedsembedsmænd undersøger den potentielle risiko, som dyrene kan udgøre for mennesker, efter den store danske minkaktion, der resulterede i aflivningen af 15-17 millioner mink som resultat af en muteret virusstamme, man frygtede kunne overføres til mennesker.
Det amerikanske landbrugsministerie udtaler i en meddelelse, at der er bekræftet Covid-19 i en ”fritgående, vild mink” i Utah som en del af overvågning af vilde dyr omkring inficerede gårde.
Der blev udtaget prøver på flere dyr fra forskellige vilde dyrearter, og alle blev testet negative.
Verdensorganisationen for Dyresundhed er blevet underrettet om den nye sag, men sagde, at der ikke er noget bevis for, at virussen har været udbredt i vilde populationer omkring de inficerede minkbedrifter.
- Så vidt vi ved, er dette det første fritgående, indfødte vilde dyr, der er bekræftet med SARS-CoV-2, lyder det fra det amerikanske landbrugsministerie i meddelelsen.
Virussen er foruden den vilde mink også fundet i tigre i zoologiske haver, samt huskatte og hunde.