Endnu en landmand slipper nu for et træk i landbrugsstøtten for overtrædelse af reglerne for krydsoverenstemmelse på §3-arealer.

Det drejer sig om den nordjyske landmand Morten Egekvist fra Rebild Kommune, som ellers i første omgang havde fået træk i landbrugsstøtten for at pløje et lille stykke eng op. Det oplyser Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Foreningen har således hjulpet landmanden juridisk i sagen. Ifølge Bæredygtigt Landbrug er sagen principiel for alle danske landmand, da myndighederne mangler hjemmel til at påføre krydsoverensstemmelse på §3-arealer, og derfor valgte man at føre sagen.

- Den konkrete sag er ført, fordi vi skulle ændre praksis for alle landmænd. Det er lykkedes så langt, at sagen er vundet, og praksis for alle landbrug er lempet, forklarer Morten Egekvists advokat Gert Lund fra Interlex Advokater.

Han bakkes op af Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz, som kalder sejren principiel men forventer sig endnu mere:

- Vi er ikke i mål. Vi mangler den fuldstændige indrømmelse. Der er nemlig ikke hjemmel til at gennemføre krydsoverensstemmelse på §3. Vi bliver ved, indtil Miljø- og Fødevareministeriet indser, at indgrebet er både ulovligt og ugyldigt, fortæller Nikolaj Schulz.

Ikke hjemmel

Han fortæller, at Miljø- og Fødevareministeriet efterfølgende har lempet praksis så meget, at »Egekvist-retssagen meget belejligt forsvandt.«

- Der er ingen som helst tvivl om, at det ene og alene er vores retsopgør, der har fået myndighederne på andre tanker. Det her viser nødvendigheden og betydningen af at have en interesseorganisation, der fører sager på vegne af de få men til gavn for de mange, siger Nikolaj Schulz.

Landmand slap også i november

I november sidste år slap landmand Anders Dyrberg også for et træk i landbrugsstøtten i en sag, hvor han havde pløjet arealer i god tro uden at vide, at de var §3-beskyttet. Det skete dengang efter, at Landbrug & Fødevarer var gået ind i sagen.

-  Styrelsen er enig i, at der i visse tilfælde kan opstå manglende proportionalitet i styrelsens afgørelser vedrørende krav 1.23 (beskyttelse af naturtyper, red.), svarede enhedschef i Landbrugsstyrelsen Steen Bonde dengang i et brev til L&F.

At myndighederne i det hele taget begyndte at tildele støttetræk på §3-arealer skete efter en regelændring i 2018, som Landbrugsstyrelsen foretog på baggrund af en påtale fra EU-Kommissionen. Det var med til at ændre på reglerne for krydsoverensstemmelse.

Fem KO-krav om fuglebeskyttelse blev udvidet til at omfatte alle de naturbeskyttede §3-arealer i forhold til tidligere, hvor de kun gjaldt inden for de internationale naturbeskyttelsesområder, altså Natura 2000-områderne.

ege

Politik