Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn indkaldte torsdag til en ny runde af landbrugsforhandlinger, efter at politikerne har holdt sommerferie. Partierne skal forhandle om omstillingen af en sektor, der ifølge en ny rapport fra interesseorganisationen Greenpeace fylder knap halvdelen Danmarks samlede udslip af drivhusgasser.

Ifølge rapporten står landbruget i sin helhed for 46,4 procent af Danmarks udslip af drivhusgasser – næsten hele klimabelastningen kommer fra den animalske produktion, der står for 43,7 procent af Danmarks udslip. 

Beregningerne i rapporten opgør klimabelastningen af Danmarks drivhusgasser i et 20-årsperspektiv, og det er årsagen til, at landbrugets andel her er større end i de opgørelser, som regeringen henholder sig til.

Regeringens tal er fra opgørelser af klimabelastningen i et 100 års-perspektiv, som er normal praksis, og hvor landbruget fylder godt en tredjedel af Danmarks udslip.

Et valg

Forskellen på landbrugets andel alt efter tidsperspektivet skyldes, at metan, som primært udledes fra landbrugets kød- og mælkeproduktion, har en langt større opvarmningseffekt, end CO2 har, i det korte tidsperspektiv. Over længere tid omdannes metan i atmosfæren til CO2. Metan har, set over 20 år, en 84 gange så stor klimavirkning, som CO2 har.

FN’s klimapanel angiver både klimabelastningen af drivhusgasser i et 20- og et 100 års-perspektiv.

Politik