Forud for kommunalvalget er der afviklet vælgermøder overalt i landets sportshaller og forsamlingshuse. Rammen var dog en anden, men til gengæld ganske oplagt, da ejendomsmægler Dan Gørtz som formand for Assens Kommunes teknik- og miljøudvalg og som kandidat for Venstre for ved tirsdagens valg, havde taget initiativ til et debatmøde om fremtidens landbrug.

Mødet var således henlagt til Flemløse Biogas, og i sagens natur kom det til at handle om ikke mindst klimaudfordringerne på både kommunalt plan, på landsplan og i EU.

Assens Kommune er blandt landets ti første klimakommuner, hvilket ikke mindst skyldes dette privatejede anlæg, fremhævede Dan Gørtz. Det bidrager således med en CO2-reduktion på 35.000 tons årligt gennem anvendelsen af affaldsstoffer fra landbruget, der sammen med iblandingen af gylle hvert døgn bliver til 18-20.000 kubikmeter gas, svarende til forbruget i 3.800 énfamiliehuse.

Landbruget står for halvdelen

- Kommunen har et klimamål på en reduktion på 70.000 tons CO2 i 2030, i forhold til tallet fra 1990. Derfor har landbruget her allerede stået for halvdelen, og dertil skal lægges 10.000 tons, som hentes fra det netop indviede store vådområde ved Snave, samt to skovrejsninger i vor kommune, fremhævede Dan Gørtz, der er medindehaver af Nybolig Landbrug Gørtz & Jespersen i Aarup.

Med i panelet på vælgermødet, der havde samlet omkring 50 tilhørere, primært ansigter i det fynske landbrug, sad også den Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen, og medlem af EU-parlamentet, Asger Christensen.

- For blot to-tre år siden var klimaet nærmest ikke på dagsordenen. Men landbrugsreformen har så sandelig fået et klimaaftryk, som du Erling (Bonnesen, red.) og Folketinget nu har opgaven at implementere bedst muligt herhjemme, påpegede Asger Christensen.

Solceller til debat

Også landboforeningsformand Torben Povlsen var med ved mødet. Overordnet set betegnede han landbrugspakken som en god pakke, der åbner muligheder for at erhvervet kan byde ind med initiativer, heriblandt Odense Fjord-projektet.

- Men vi ser gerne, at husdyrgødningen både bliver en del af den grønne omstilling og en forretning for os landmænd. Derfor skal biogas, men også solceller med i klimapolitikken, sagde Centrovice-formanden og understregede, at politikerne skal skabe rammerne for landbruget, som har jorden for disse muligheder.

Netop solceller blev også et debatpunkt, ikke mindst fordi der netop er sendt et stort anlæg på 70 hektar ved Ebberup i høring.

Dobbeltmoralsk

- Det er nærmest dobbeltmoralsk, at landmænd hellere vil opsætte solceller, end dyrke deres jord, påpegede tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg fra tilhørerrækkerne midt i biogasanlæggets produktionshal.

- Vi har en fri ejendomsret, hvor landbruget kan deltage i den grønne omstilling med solceller, pil eller som her med biogasproduktion. Men selvfølgelig skal der vises hensyn til omgivelserne, påpegede Torben Povlsen.

Som udvalgsformand i Assens Kommune erkendte Dan Gørtz, at solcelleparker i det åbne land er en stor udfordring.

- At lægge dem på tage er ikke en løsning, som batter. Det kommende anlæg ved Ebberup vil kunne forsyne 11-12.000 husstande med energi, og i forhold til en vindmølle på 250 meter rager solcellerne jo kun et par meter op.

Politik