De fire lokale landboforeninger Fjordland, NF Plus, Agri Nord og LandboNord havde sammen med Landbrug & Fødevarer sat fødevareministeren stævne i DGI Huset i Aabybro. 

EU-kravet om at braklægge fire procent landbrugsjord stod blandt andet for skud på mødet.

- Det er desværre et eksempel på rigide regler, der rammer dansk landbrug og tager motivationen til at gå foran fra landmændene, sagde Carl Christian Pedersen, formand for AgriNord, og tilføjede:

- Natur og landbrug er ikke modsætninger. Mange landmænd har allerede etableret både store og mindre naturområder. Landmændene vil også gerne have natur, men de bliver straffet for at gå forrest.

At gå foran kræver mod og kapital

Formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, konstaterede, at Danmark er et af verdens rigeste lande.

- Så vi bør vise vejen for resten af verden. Det gør vi via udvikling og ikke afvikling. At gå foran for natur og biodiversitet kræver mod og kapital, og de der gør det, bør belønnes, understregede Niels Vestergaard Salling.

- Straf for at være foran, giver ingen lyst til at gå foran – og dermed sker udviklingen langsommere til skade for miljø, natur og landbruget. Det giver ingen mening.

Han takkede desuden ministeren for at stille op til debatmødet:

- I andre lande er ministerbesøg endsige kontakt ikke en selvfølge. Tak for dialogen, som er unik for det danske samfund. Derfor er vi også blevet så frustreret over minksagen. Jeg hører, at du vil gøre dit til, at I får speedet op, så minkavlerne ikke skal gå og vente på pengene og vedligeholde bygninger, som skal rives ned.

Rasmus Prehn havde forinden forsikret, at han arbejder på at få »alle mand på dæk« for at opnå en hurtigere sagsbehandling i minksagerne.

Danmark er verdensførende

På mødet konstaterede ministeren, at danske landmænd har sat dansk landbrug på verdenskortet.

- Det er effektivt og verdensførende under behørig hensyntagen til klima, miljø og biodiversitet. Nogen har travlt med at pege fingre og opstille ambitioner og snuptagsløsninger. Men mange glemmer, at vi er et imponerende godt sted, sagde Rasmus Prehn i sit oplæg.

Ministeren har sammen med formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, holdt flere fælles møder rundt i landet.

- Det er vigtigt, at ministeren møder de landmand, han laver lovgivning for, understregede Søren Søndergaard. Fødevareministeren satte efter mødet kurs mod hovedstaden, og med sig havde han en række kritikpunkter og indspil fra aftenens deltagere.

Politik