Af Mogens Dall, formand for LandboSyd
Vi havde i Sønderjylland besøg af fødevareminister Mogens Jensen forleden, og nogle af os havde nok håbet på, at han kom med en række positive budskaber til erhvervet.
Det kunne have handlet om, at landbruget spiller en betydelig rolle for vækst og beskæftigelse i landsdelen. Det kunne have handlet om, at dansk landbrug producerer masser af kvalitetsfødevarer og eksporterer kloden rundt – til en verden, hvor befolkningstallet stiger og middelklassen bliver større og større med øget forbrug af fødevarer til følge.
Det kunne også have handlet om, at dansk landbrug arbejder seriøst på at producere bæredygtigt med et meget lille spild af ressourcer. Det er til gavn for miljøet og klimaet.
Mogens Jensen kunne også have fortalt os, at regeringen har indset, at den alligevel ikke vil genindføre og udvide forbuddet mod dyrkning af paragraf 3-områder. Det kunne være gået op for socialdemokraterne, at det vil ødelægge mere end det gavner, idet naturpleje af lysåbne arealer fordrer afgræsning og dyrkning for at hindre, at de gror til i krat.
Afmagt
Et af budskaberne fra ministeren kunne også have været, at det aldrig nogensinde bliver muligt at nå ned på blot 44.500 ton kvælstof i samlet påvirkning. Efterafgrøderne er ren symbolpolitik, og andre faktorer som klimapåvirkning, invasive arter og uholdbare regnemodeller har større påvirkning.
Mogens Jensen kunne havde lovet forsamlingen, at regeringen vil indgå i en ny forhandling og medvirke til at skabe det brede forlig i Folketinget om en politik, som det er muligt at føre ud i livet.
Han kunne have glædet sig over, at landbruget arbejder seriøst med blandt andet minivådområder, og at han vil sikre, at de mange regler, som forhindrer landmænd i at komme i gang med opgaven, bliver ryddet af vejen hurtigst muligt. Desuden kunne han fastholde, at år 1900 er referenceår, og at vi dermed er tæt på målopfyldelse.
Desværre havde Mogens Jensen alt for få seriøse budskaber med til Agerskov, og jeg forstår følelsen af afmagt og frustration blandt de fremmødte.