Processen har været fuldstændig uacceptabel, lyder det fra Søren Søndergaard, formand for L&F, der beder om, at minkavlerne ikke bliver glemt midt i sagen om ministerafgangen.
Fra Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard lyder, det, at det er naturligt og forventeligt, at fødevareminister Mogens Jensen (S) må trække sig som minister efter de seneste måneders forløb omkring minkavlerne, som kulminerede i denne uge, hvor regeringen udstedte en ulovlig ordre om aflivninger af alle mink.
- Jeg synes, det er forventeligt og naturligt, at det her forløb får politiske konsekvenser. Processen har været fuldstændig uacceptabelt og uden fortilfælde. Der påhviler regeringen et stort ansvar for at få genoprettet tilliden og et konstruktivt samarbejde. Det bidrager vi gerne til i Landbrug & Fødevarer, men jeg minder lige om, at minkavlerne og deres familier stadig ikke har fået et eneste svar på, hvilken fremtid eller erstatning, de ser ind i, siger Søren Søndergaard i en skriftlig kommentar til Effektivt Landbrug.