Hvis man kommer fra et land udenfor EU, og arbejder i Danmark, skal man søge om ret til at tage et bijob. Sådan har det været hele tiden, men i et nyt lovforslag foreslår Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, at man skal sløjfe de nuværende regler og gøre det lettere for udlændinge at bijobbe. Bare ikke, hvis man arbejder i landbruget, eller på boreplatforme.

I et brev til Folketinget raser Landbrug & Fødevares direktør Karen Hækkerup over forslaget, skriver Dagbladet Børsen fredag.

- Det er forskelsbehandling, der virkelig indignerer mig. Hvorfor skal en, der arbejder indenfor landbruget, have andre vilkår end en, der arbejder indenfor byggeriet, spørger hun i brevet.

Ordningen vil påvirke de 1589 primært ukrainske fodermestre og driftsledere, der er ansat i landbruget. Ifølge integrationsordfører hos Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, er der en god grund til ændringsforslaget.

- Fakta er, at der er nogle vilkår i dansk landbrug, som danske lønmodtagere med god grund ikke vil acceptere, siger Martin Henriksen til avisen, og bakkes op af sin kollega hos Socialdemokraterne, Mathias Tesfaye:

- Hvert kvartal får Folketinget en rapport fra den fælles myndighedsindsats om social dumping. Her har det fremgået i alle fem år, vi har fået rapporten, at landbruget er et fokusområde, siger han til Børsen.

Torsdag var det meningen, at lovforslaget skulle have været igennem 2. behandling i Folketinget, men det har Socialdemokraterne udsat.

Politik