En både unødvendig og uværdig håndtering af minkproducenterne i Danmark, der bør få fuld kompensation. Kritikken af politikere og eksperter er hård hos Agerskovgruppen, der står bag traktordemonstration på onsdag i netop Agerskov, hvor også emner som landbrugets rammevilkår, EU og efterafgrøder er på dagsordenen.
– Efterafgrøder, svin og nu også mink – hvad bliver det næste?
Formand for Agerskovgruppen, Jens Peter Aggesen fra Sommersted i Sønderjylland lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af både politikere og eksperter – senest i forbindelse med den alvorlige situation for de danske minkavlere.
Agerskovgruppen har derfor taget initiativ til en traktordemonstration på onsdag i næste uge, hvor man vil markere utilfredsheden og sætte fokus på landbrugets aktuelle udfordringer.
- Jeg er sgu helt oppe i det røde felt over det hér. Danske politikere skal tage fat og tage landbruget seriøst. Ellers må vi jo ud og stoppe motorvejene med demonstration, lyder det fra Jens Peter Aggesen, der i forhold til minkavlerne og branchen som helhed mener, at der skal fuld kompensation på bordet.
Og heller ikke inden for svin og efterafgrøder, er Jens Peter Aggesen imponeret over de danske politikere.
Manglende politisk interesse
Omkring efterafgrøderne vil advokat Hans Sønderby Christensen, Sønderby Legal, i forbindelse med demonstrationen og det efterfølgende møde på onsdag redegøre for status i den igangværende retssag.
Og så er der situationen omkring de danske svineproducenter, hvor svinepesten i Tyskland har indvirkning på både den danske eksport af 30 kg grise, og frygten for at smitten rammer Danmark.
- Der er ingen afklaring på noget som helst. I stedet mødes vi med nye krav, skatter og afgifter – og nu er det nok, konstaterer Jens Peter Aggesen med direkte adressering til Christiansborg.
En kritik han ikke lægger skjul på, gælder både en række partier i rød som blå lejr.
- Jeg har arbejdet på at få flere folketingspolitikere og politiske ledere med til mødet på onsdag, og indtil videre har kun én vist interesse. De interesserer sig ikke for landbruget overhovedet, konstaterer Jens Peter Aggesen, der dog er utroligt glad for, at en enkelt politisk leder i form af formand Pernille Vermund fra partiet Nye Borgerlige vil være blandt deltagerne og indlægsholderne onsdag i Agerskov.
Samtidig langer han hårdt ud efter især landbrugets traditionelle støtteparti, Venstre, som han klart mener har valgt landbruget fra, og i dag kun tækkes storbyvælgerne.
Uprofessionel, uværdig og ufaglig
Jens Peter Aggesen er langt fra den eneste, der er oprørt over den politiske håndtering af de danske minkavlere, og som derfor har sat dem på dagsordenen ved demonstrationen i næste uge.
Én, der også både støtter kritikken, og som vil være at finde i Agerskov på onsdag, er formand for LandboSyd, Mogens Dall. Han mener, en demonstration som den kommende er et vigtigt signal fra landbruget.
- Det er vigtigt at mødes og råbe op, for man kan jo i dette tilfælde godt sige, at »Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til«, lyder det fra Mogens Dall, der ikke lægger skjul på, at han er oprørt over den måde, hvorpå minkavlerne og hele minkbranchen i Danmark er blevet behandlet.
- Der er tale om en både uprofessionel, uværdig og ufaglig håndtering, og jeg tror historien vil vise, at det er en stor fejl, konstaterer Mogens Dall.
Forståelse hos danskerne
Han noterer sig samtidig, at en minkbranche, der ellers ikke opleves som specielt populær i den brede befolkning, i dette tilfælde har mødt bred forståelse:
- En branche, der normalt ikke er populær, har mødt forståelse fra almindelige danskere, der synes, det er synd for minkavlerne. Det er dog trist, at det er det politiske dødsstød af branchen, der er afsættet, konstaterer Mogens Dall.
Og han er ikke et øjeblik i tvivl om, at en demonstration som den, der finder sted i Agerskov på onsdag, har en effekt og sender et vigtigt signal.
- Man har jo set kæmpe demonstrationer fra landbruget i andre lande som Tyskland og Holland. Det er godt at mødes i landbruget, og du får mig aldrig til at stå ved siden af en traktor og sige, at det ikke lønner sig, fastslår Mogens Dall.
Glad for opbakning
Peter Hindbo ved Jordrup nær Kolding er minkavler, og er i disse dage ved at aflive de sidste mink i sin besætning.
Han er glad for den brede opbakning til minkavlerne fra både det øvrige landbrug og den generelle opbakning, som han har oplevet de seneste dage – og han ser demonstrationen på onsdag i Agerskov som et yderligere eksempel på det.
- Det er rart at se landbruget har bakket os op. Vi føler også, at vi har haft befolkningen med os, fortæller Peter Hindbo, der ligeledes har været glad for en stor lokal støtte fra medlemmer i KHL’s bestyrelse, og hvor han har oplevet stor hjælp og vejledning i de seneste svære dage.
- Der har været stor sympati omkring den situation, jeg står i, forklarer Peter Hindbo, der har valgt at gennemføre aflivning af alle sine mink, trods den uafklarede politiske situation. Ganske enkelt for at kunne opnå det yderligere tillæg for hurtig slagtning på 20 kroner pr. dyr, der for hans vedkommende løber op i omegnen af 500.000 kroner.
- Det betyder jo også, at der om få dage ikke er mere at kæmpe for, konstaterer Peter Hindbo, der gerne ville have haft cirka to uger mere, så aflivningen af mink kunne følge den planlagte pelsning.
Lige nu håber og ikke mindst forventer han, der politisk bliver tale om en fuld kompensationsordning for minkavlere i form af en ordning med ekspropriation.
Traktordemonstrationen i Agerskov finder sted på onsdag, hvor traktorerne fra kl. 12 vil indtage centrum af Agerskov. Selve demonstrationen finder sted fra kl. 13.
john@landbrugsyd.dk
tlf.: 76 60 30 44