Ønske om retssag trods udsigt til frifindelse
Hos anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi var der ikke på noget tidspunkt tanker om at bede om en frifindelse til landmand Vagn Bundgaard fra Frøstrup.

I dag er Vagn Bundgaards kødkvægsbesætning solgt og jorden lejet ud til en anden landmand.
Specialanklager Ulrik Panduro fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi er fast i mælet, når talen kommer på, om sigtelsen mod kødkvægsavler Vagn Bundgaard fra Frøstrup skulle være frafaldet, inden dommeren frifandt ham:
- Jeg kan ikke se, at den skulle frafaldes, siger Ulrik Panduro og forklarer, at i hans optik havde landmanden ved et kontrolbesøg 18. december 2018 forbrudt sig mod reglerne om, at kvæg skal have mulighed for at søge ly og tørt leje.
- Jeg ved godt, at der undervejs i sagen kom en del andre synspunkter ind, men jeg mener stadig, at der skulle være sket en domfældelse, siger han.
Særdeles god stand
Det blev der også, men det blev altså en frifindelse, for dommeren vurderede blandt andet, at Vagn Bundgaards kreaturer var i særdeles god stand minus en enkelt nyfødt kalv, og at politi og veterinærmyndighederne og dermed også anklagemyndigheden ikke havde undersøgt vejrforholdene inden 18. december 2018, for det blev også fastholdt, at han aldrig havde flyttet dyrene væk fra marken, der kun rummede besætningen med skotsk højlandskvæg.
Den dag havde en politibetjent og en dyrlæge konstateret, at der kun var tæt tag over halvdelen af det skur på 110 kvadratmeter, som dyrene kunne gå ind i, hvis det blev dårligt vejr, og det betød ifølge reglerne, at dyrene så skulle kunne transporteres væk.
Det er dog ifølge landmanden ikke sket i de år, han har haft kvæg på arealerne.
- Jeg mener, at der var en klar erkendelse fra landmanden, siger specialanklageren, der dog har valgt ikke at indstille frifindelsen til en anke.
Ud over de her kommentarer vil han ikke forholde sig til de øvrige elementer i sagen, hvor der blev sået tvivl om det antal dyr, der var på marken den dag i 2018.
Hverken dyrlægen eller politiet havde notatet om deres optælling, men uden at være inde på marken havde de ifølge den senere forklaring under retssagen netop talt 51 stykker kvæg, som blandt andet indeholdt syv tyre og tyrekalve. Dyr, som kødkvægsavlere ved ikke skal gå sammen i en flok af køer og kvier.