Landbruget har meget at byde ind med på bæredygtighedsdagsordnen, mener partileder for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, der i denne uge besøgte Seges.
Der var fokus på viden om klimatryk og bæredygtighed, da partiformand hos Kristendemokraterne, Isabella Arendt, i denne uge var til møde hos landbrugets videnscenter Seges.
Her mødte Arendt direktør Ejnar Jakobsen og klimachef Hans Roust Thysen. Det gennemgående tema for besøget var, hvordan dansk landbrug og danske landmænd arbejder med klima og bæredygtighed. Og det gav stof til eftertanke for politikeren.
- Jeg har oplevet en stor åbenhed og fået viden om de ting, man allerede har løsningen på, men vi har også talt om de ting, man ikke kender svaret på endnu, men arbejder på. Den form for åben dialog kan jeg godt lide, siger Isabella Arendt.
Ifølge KD-lederen er der et stort bæredygtighedspotentiale i landbruget, der også kan påvirke andre sektorer.
- Jeg ser et rigtigt stort potentiale, hvor landbruget ikke kun kan være drivkraft for sin egen sektor, men også for andre sektorer – jeg kan for eksempel nævne at landbruget kan bidrage til produktion af grønt flybrændstof. Landbruget er en stor del af vores kultur og har altid været det, siger Isabella Arendt og fortsætter:
- Sådan ser jeg det også i fremtiden. Vi skal blive ved med at være en landbrugsland. men vi skal også være first movers og gøre os umage med at finde de bedste løsninger, som vi altid har gjort, så vi også kan inspirere udlandet. Det mener jeg, at vi er moralsk forpligtet til. Vi skal blive ved at stræbe efter at gøre os bedre vel vidende, at det er dyrere og kræver lidt mere at være dem, der finder de nye og innovative løsninger, end hvis man er dem, der aber efter.