SLF styrker sin klimarådgivning
Efterspørgslen på rådgivning fra landmænd omkring sol- og vindprojekter er øget markant hos Sønderjysk Landboforening. Nu styrkes udviklingsafdelingen med endnu en medarbejder.

Holger Mikkelsen (th.) er ny driftsøkonom hos SLF. Her ses han sammen med lederen af driftsøkonomi Carsten Friis (tv.) og udviklingschef Anders Andersen.
Gennem længere tid har Sønderjysk Landboforening oplevet en stærkt stigende efterspørgsel på rådgivning fra landmænd omkring projekter med ikke mindst sol og vind.
De politiske målsætninger om at reducere CO2-udledningen har fået ganske mange landmænd til at vende blikket mod forskellige klimaløsninger, mens andre landmænd har fået henvendelser fra projektudviklere, som er på udkig efter egnede arealer til projekter.
Med den stigende efterspørgsel opruster SLFs udviklingsafdeling nu med endnu en medarbejder. Det er den erfarne driftsøkonom, Holger Mikkelsen, som er tiltrådt i en nyoprettet stilling med virkning fra den 1. november.
Holger Mikkelsen har igennem en lang årrække – indtil udgangen af dette år – været i byråd og udvalg for teknik og miljø, hvorfra han kender det politiske og forvaltningsmæssige spil i forbindelse med sådanne projekter.
- Landmændene skal være en del af klimaløsningen for at nå målsætningen i samfundet om en 70 procent reduktion. Som rådgivere kan vi være med til at få klarlagt, hvordan landmanden skal agere. Skal han eksempelvis selv gå i krig med solcelle- eller vindprojekter, så han på den måde ikke blot er fødevareproducent – men samtidig bliver energileverandør, siger Holger Mikkelsen.
Stor aktivitet
Anders Andersen, chef for udvikling, klima og digital i SLF, oplyser, at rådgivningsselskabet over de senere år været ind over flere end 100 aftaler med lodsejere i hele Syddanmark og enkelte også længere væk.
- Dermed hører vi til blandt de mest efterspurgte rådgivningsvirksomheder indenfor landbruget, siger han og tilføjer, at rådgivningsselskabet også rådgiver om andre emner på energi- og klimaområdet, såsom biogas og certifikathandel, for at kunne hjælpe landmændene med den grønne omstilling.