Gør klar til at handle færdigfoder nu:: Spar flere hundrede tusinde kroner

Der kan være mange penge at spare på at handle færdigfoder til grisene på det rigtige tidspunkt. Derfor gælder det om at have forberedelserne på plads nu, så man er klar til at trykke på knappen, når prisen er gunstig, anbefaler svinekonsulent i Velas

Priserne på færdigfoder til grise kan svinge meget, så hvis man sørger for at forberede sig allerede nu, kan man sikre, at man er klar til at handle, når priserne er lave. Og det kan i år med store udsving være med til at spare én for flere hundrede tusinde kroner, lyder det fra Peter Mark Nielsen, svinekonsulent i Velas, som har mange års erfaring med foderrådgivning.

Peter Mark Nielsen anslår, at svineavler i gennemsnit køber cirka 2000 tons foder, og at en del af dem også sælger korn, så den samlede handel er i omegnen af 300 tons. Skal det handles på et år med store udsving, kan konsekvenserne være store.

- Hvis prisen svinger med 10 kroner pr. 100 kg. foder, hvilket den sagtens kan gøre, er forskellen 300.000 kroner på at handle på det rigtige tidspunkt i forhold til, når prisen er høj. Derfor nytter det ikke noget, at man skal bruge en uge på at gøre klar til at handle, når priserne er rigtige. Skal man have en chance for at handle, når det er billigt, gælder det om at være klar. Hvis man kan lave forberedelserne nu, er man klar til at trykke på knappen, når prisen er lav, siger han.

Sådan gør du klar

Når man skal forberede sig til at kunne handle færdigfoder, er det især vigtigt, at man får gennemgået besætningens behov.

ꟷ Man fodrer allerede med noget i dag. Tag udgangspunkt i, hvordan besætningen har produceret. Hvis det har været tilfredsstillende, kan man fortsætte med det samme som sidste år, men for mange kunne det godt tænkes, at der var et eller andet, som man gerne ville gøre anderledes. Har der eksempelvis været lidt for meget diarré, kan det være, at man skal finde en anden smågrisblanding, siger Peter Mark Nielsen.

Han peger desuden på, at der kan være kommet nye normer og nye råvarer, som er mere fordelagtige i det nye år, ligesom der kan være ny viden, som har betydning for, hvordan blandingen skal være.

Med tjek på blandingen skal man have fundet ud af, hvor man skal handle.

- Få spurgt bredt på markedet. Der kan være meget store prisforskelle imellem de forskellige foderstoffirmaer - op til flere hundrede tusinde kroner. Når man har udvalgt de firmaer, man har lyst til at handle med, skal man gøre det klart over dem, hvilken foderblanding man skal bruge, så de ved, hvad man skal have tilbud på den dag, at prisen er rigtig, siger Peter Mark Nielsen.

Få styr på det nu

Da mange landmænd ofte holder tidlig sommerferie, råder Peter Mark Nielsen til, at man allerede nu får styr på det forberedende arbejde til handle færdigfoder.

- Så kan man tage på ferie med god samvittighed, velvidende at man kan handle foder relativt hurtigt, når prisen er rigtig, og at man er klar til at trykke på knappen på det rigtige tidspunkt, siger han.

Han understreger, at i nogle år er prisen på færdigfoder meget stabil, mens den andre år kan svinge 5 kr. eller mere pr. 100 kg. fra dag til dag.

- Her er problemet bare, at man ikke ved, hvilket år vi står overfor. Derfor er det fornuftigt at have forberedt sig, siger han.

- Nogle år er den forberedelse vanvittigt mange penge værd, mens den andre år er mindre vigtig. Uanset hvad er arbejdet ikke spildt, for det skulle gøres alligevel, siger han videre.

Læs også