Den nyfusionerede landboforening som KHL, SLF og LandboSyd står bag, har nu fået nyt navn: Spiras. Det skal signalere noget nyt og grønt, og noget der spirer og gror, lyder det fra bestyrelsesformand.
113 forslag kom ind, da SLF, KHL og LandboSyd inviterede til åben indsendelse af navneforslag til den nye fusionerede forening. Efter et udskillelsesløb faldt valget på »Spiras«.
- Spiras betyder på latin »du trækker vejret«. Samtidig signalerer det noget nyt og grønt, og noget der spirer og gror. Som den nye forening – og som det erhverv, den er en del af, lyder det fra formanden for Spiras, Henrik Jessen, der tilføjer:
- Vi havde et klart ønske om at få et navn, der giver udtryk for den udvikling og fremsynethed, som er kendetegnende for vores landboforening. De positive karakteristika, synes vi, ligger i Spiras, som derfor blev vores førstevalg.
Kunstner kom på navn
Det var kunstner Vibeke Valter Wulff fra Skaberkraft.dk i Sdr. Bjert, der kom på det vindende navn.
- Jeg er selv kunde på 13. år hos KHL og driver ikke landbrug. Så da jeg så navnekonkurrencen, satte det tanker i gang om, at navnet skulle rumme både den store gruppe landbrugskunder – og så sådan nogle som mig. Jeg begyndte at lege ud fra nogle dogmer om et kort navn, nemt at udtale, gerne latin eller andet fremmedsprog og noget, der signalerer vækst, liv og bæredygtighed, fortæller Vibeke Valter Wulff og tilføjer:
- Det er jo landbrug, der er bag foreningen. Det er et megavigtigt erhverv, så navnet skulle også signalere noget med fødevarer eller afgrøder. Samtidig giver »Spiras« mig associationer til »inspiration«, at man her kan hente viden, information, m.m.
Tanker bag logoet
Spiras’ logo er udviklet af foreningens kommunikationsteam. Skyggen, der toner frem i midten, når ringene samles, viser en spire, der gror. De tre ringe signalerer 360 graders rådgivning.
Samtidig symboliserer ringene dialog, sammenhold og kontakt, loyalitet og målsætning.
Den mørkegrønne farve harmonerer med landbrug, miljø og bringer sammenhæng. Den mørkeblå farve signalerer seriøsitet og er ofte forbundet med troværdighed. Den orange signalerer energi, handlekraft, fremsynethed og er en farve, der fremmer kommunikation.