LandboSyd åbner fynsk rådgivningsfilial for primært at tiltrække dygtige medarbejdere. Hos Velas frygter man ikke en eventuel skærpet konkurrencesituation.
Konkurrencen om både landmændenes og deres rådgiveres gunst skærpes i det fynske område. Det sker med den seneste melding om, at rådgivningsvirksomheden LandboSyd, med hovedsæde i Aabenraa, den 1. september åbner et filialkontor i Odense.
Kontoret åbnes primært for at sikre en bedre mulighed for at rekruttere dygtige medarbejdere, men også for at kunne tilbyde professionelle landmænd på Fyn et alternativt rådgivningstilbud, hedder i pressemeddelelsen, som lancerer det kommende sønderjyske tiltag.
I forvejen serviceres de fynske landmænd af Velas i Vissenbjerg, der er landets største rådgivningsvirksomhed med over 600 medarbejdere i hele det geografiske område i Jylland og på Fyn, efter Centrovice i november blev en del af virksomheden. Desuden har både Patriotisk Selskab og Landbrugsrådgivning Syd som bekendt baser i det fynske.
Frygter ikke konkurrencen
- Vi har styrken til en måske yderligere konkurrence, og vi vil til enhver tid arbejde på at sikre de bedste medarbejdere og den stærkeste rådgivning til landmændene. Det har vi sikret gennem fusionen, understreger Centrovice-formand Torben Povlsen, der er næstformand i bestyrelsen for Velas.
- At LandboSyd, som åbenbart har vanskeligt ved at tiltrække medarbejdere, og derfor etablere sig på Fyn, lytter vi naturligvis til. Samtidig vil vi da gerne tilbyde de sønderjyske landmænd den rådgivning fra kompetente medarbejdere, som de øjensynligt mangler. Selvfølgelig prioriterer vi først og fremmest egne landmænd, som vælger os til, men vi spiller også gerne på andres banehalvdel.
Med ansættelsen af fem-otte medarbejdere på det nye kontor, som etableres på Munkehatten i Odenses sydøstlige erhvervsområde, finder Torben Povlsen det vanskeligt at opnå en tilstrækkelig faglig sparring. Til gengæld kalder han det en cadeau til Velas, der med en stærk organisation med baser ved blandt andet Odense. Trekantområdet og Aarhus, kan rekruttere og har attraktive medarbejdere.
Åbenlyst
Fra LandboSyd erkender adm. direktør Sune Aagot Sckerl, at organisationen er presset på medarbejderressourcer.
- Det har givet uholdbart pres, særligt i vores afdeling for økonomirådgivning. Samtidig er mit ledelsesmantra, at vi skal sikre høj medarbejdertilfredshed og trivsel. Derfor er det åbenlyst at etablere kontor i en anden geografi i Syddanmark, siger direktøren og tilføjer, at LandboSyd har rødder i den sønderjyske muld, men ser Syddanmark som sin naturlige hjemmebane.
Han bakkes op af LandboSyds formand Mogens Dall:
- Åbning af et kontor i Odense udspringer af den strategi, direktionen forelagde bestyrelsen til godkendelse i marts. Det er derfor med stor tilfredshed, at jeg som bestyrelsesformand kan se det operationaliseret så hurtigt. Det er vigtigt for LandboSyd at stå stærkt ikke kun i Sønderjylland men i Syddanmark bredt set for at kunne tiltrække dygtige medarbejdere og dermed levere værdiskabende rådgivning.