Andreas Bonde, mælkeproducent, købte omkring 16 hektar i Alslev, Hjordkær ved Rødekro, for omkring ti år siden. Sælgeren var et dødsbo, og han blev ikke orienteret om, at der nogle år tidligere var fjernet et jorddige – i øvrigt i forbindelse med en jordfordeling, som det offentlige deltog i.

For et par år siden, i december 2016, fik han brev fra Aabenraa kommune om, at Slots- og Kulturstyrelsen påbød ham at reetablere det beskyttede dige. Fristen for at efterkomme påbuddet var oktober 2017.

Han har siden med hjælp fra miljørådgiver Britt Bjerre Paulsen, LandboSyd, forsøgt at få dispensation. Det er ikke lykkedes. Dog må han lave et 15 meter langt hul i diget i den ene side af marken tæt ved jernbanen. Marken ligger op ad den trafikerede jernbanen til Flensborg og

Hamborg, og jernbanen gennembryder diget.

Han fik ikke dispensation til at lave andre huller, så han kunne komme igennem med vandingsmaskinen.

 

Risiko for bøde

22. oktober 2018 konstaterede Museum Sønderjylland ved en besigtigelse, at diget ikke var reetableret. Han fik så en ny frist, der udløber på tirsdag – 15. januar. Ellers ville han blive anmeldt til politiet, fremgik det af brevet.

Politiet vil så i givet fald efterforske sagen, og hvis politiet rejser tiltale, vil der blive tale om en retssag, og Andreas Bonde vil kunne blive idømt en bøde.

- Jeg var ikke klar over, at der var fjernet et beskyttet dige, da jeg købte jorden for 10 år siden. Det var først, da jeg fik brevet, at det gik op for mig, fortæller Andreas Bonde, der har mælkeproduktion i Uge ved Aabenraa og er medlem af bestyrelsen i LandboSyd.

- Det har været en lang sag, og jeg havde da håbet, at Mette Bock nåede at sige timeout, inden jeg skulle i gang med at reetablere diget. Det har vi i LandboSyd opfordret hende til efter i flere år at have gjort opmærksom på, at hele lovgrundlaget ikke er godt nok.

 

Mark delt i to

- Det er helt uforståeligt, at jeg bliver tvunget til at genetablere diget med trussel om politianmeldelse set i lyset af, at ministeren selv i et læserbrev i Effektivt Landbrug har erkendt, at lovgrundlaget ikke er godt nok og skal til eftersyn, siger Andreas Bonde, og tilføjer:

- Men Mette Bock ville åbenbart ikke hjælpe mig. Hun nåede det i hvert fald ikke.

- Nu bliver min mark delt i to af et dige, som går vinkelret på og med halvanden hektar i den ene ende. Det koster at genetablere diget, og det giver mig mange omkostninger ved dyrkning af arealet – både ved vanding og når jeg skal gøde og sprøjte. Det er heller ikke til gavn for miljøet, siger Andreas Bonde.