Kritiserer DCE efter rapport
Det tegner et groft fortegnet billede, når DCE rapporterer, at skovnaturen ikke har det godt i Danmark på grund af intensiv skovdrift, mener man hos Dansk Skovforening.

Intensiv skovdrift belaster skovene, fremgik det af sidste uges DCE-rapport. men det er en tilsnigelse, mener man hos Dansk Skovforening. Arkivfoto
Det var ikke kun ulve og andre dyrs økologiske bevaringsstatus, som myndighederne i sidste uge indrapporterede til EU-Kommissionen. Også skovnaturtyper som for eksempel bøg på mor-, elle- og askeskov er blevet vurderet, og i alt ti skovnaturtyper er af DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi) alle blevet vurderet til at være i stærkt ugunstig bevaringsstatus.
Ifølge DCE skyldes forholdene intensiv skovdrift.
»Skovene er påvirkede af intensiv forstlig drift med hugst af de store, men biologisk set stadig unge træer, de skadede og »krogede« træer med hulheder og rådne partier samt tynding af skovbundens opvoksende underskov med blomstrende træer og buske«, skriver DCE i sin rapport.
Kan ikke genkende billedet
Men det har fået Dansk Skovforening op af stolene. Politisk konsulent i foreningen, Frederik Falk-Sørense mener, at det er at generalisere.
- Vi kan ikke genkende det generelle billede, DCE tegner af skovdriften i skovhabitatnaturtyper. Der laves typisk ikke renafdrifter af disse skovhabitatnaturtyper, og derfor er der ikke er noget incitament til at fjerne underskoven, som jo kun gør gode ting for skoven ved at oprense stammer og skabe større biodiversitet, siger han ifølge Dansk Skovforenings hjemmeside og fortsætter:
- Skovstatistikken viser fremgang i dødt ved, og samtidig har vi frivillige certificeringsordninger og biomasselovgivning med strenge krav, der sørger for at der efterlades dødt ved og døende ved i skovene, siger Frederik Falk-Sørensen.
Men ifølge DCE er den metode, der er blevet brugt af forskerne i år, med få undtagelser den samme, der blev brugt ved seneste vurdering, der fandt sted i 2019.
»Det er den samme metode som sidst for opgørelsen af skovenes bevaringsstatus. For visse indikatorer er der foretaget en ændring, hvor arealernes størrelse er udvidet, da der sjældent findes de samme naturtyper i skovene på samme lille sted. Dette giver alt andet lige en smule bedre vurderet bevaringsstatus for skovnaturtyperne«, lyder det fra DCE.
Foreningen melder ud, at man vil undersøge, hvad forskerne hos DCE generelt har lagt til grund for deres vurdering af skovbrugets metoder i skovhabitatnaturtyperne i Danmark.