Flere biller og insekter. Det er en del af formålet med to aktuelle tilskudsordninger til skov, der kører lige nu.

Der er en tilskudsordning til privat urørt skov. Den er for skovejeren, der ønsker at øge biodiversiteten i skoven ved at lade den henfalde naturligt. Eller som vil opnå et tilskud til et skovareal, som han eller hun ikke ønsker at benyttet til skovdrift mere.

Bæredygtig skovdrift er den anden ordning, som dækker over flere muligheder for tilskud. Alle tilskuddene er forbeholdt aktiviteter, som er med til at bevare og fremme biodiversiteten i skoven.

- Fælles for begge ordninger er, at tilskud skal fremme biodiversiteten, siger natur- og projektkonsulent Niels Thordal-Christensen fra Agri Nord.

Privat urørt skov er relevant for skovejeren med et skovareal på mindst en hektar. Som udgangspunkt skal skoven være mindst 30 år gammel, og ordningen gælder kun skov bestående af hjemmehørende arter, som for eksempel eg, bøg og skovfyr.

Indenfor ordningen Bæredygtig Skovdrift kan man søge til skovgræsning, ekstensiv skovdrift, træer til naturligt henfald, naturlig vandstand, rydning af uønsket opvækst og tilskud til særlig indsats for danske, rødlistede arter.

- Det overordnede formål for alle tilskud er en forbedring af biodiversiteten, siger Niels Thordal-Christensen.

Bæredygtig skovdrift

Der er to tilskudsordninger til skovdrift.

Der gives tilskud til

• Skovgræsning, herunder hegning og rydning

• Ekstensiv skovdrift

• Træer til naturligt henfald

• Naturlig vandstand.

• Rydning af uønsket opvækst.

• Indsats for rødlistede arter, f.eks. hasselmus og flagermus.

Privat, urørt skov

Disse skove prioriteres

• Skov indenfor Natura 2000-område.

• Arealer med høj HNV eller anden biotop-registrering.