Rasmus Gregersen, faglig leder i Skovdyrkerforeningen Øerne, påpeger, at der er flere grunde til, at skovejere lader deres skov certificere.
Når skoven først er etableret, er der stadigvæk en vigtig ting, man som skovejer bør gøre. Nemlig at lade sin skov certificere.
Sådan lyder meldingen fra Rasmus Gregersen, faglig leder fra Skovdyrkerforeningen Øerne.
Han påpeger, at der er flere gode grunde til, at man skal lade sig certificere.
- Først og fremmest er det en blåstempling af ens drift. Nu er træet godkendt som bæredygtig. Det vil sige, at man er med til at støtte op om nogle fælles globale principper for god skovdrift. Både at skovdriften er lovlig og man værner om naturen, men også at den som arbejder med skovdriften, har ordentlige forhold, siger han.
De to typiske certificeringer i dag er PEFC og FSC. I dag er det ikke et lovkrav, men skovdriften skal i stigende grad kunne dokumentere, at træ og træflis er bæredygtigt produceret.
- For mange er det ikke et naturligt valg at lade sig certificere, men valget gør mange ting nemmere – blandt andet øget pris for effekter/råtræ. Så ud fra et økonomisk synspunkt, er det også klogt, fastslår Rasmus Gregersen.
- For mange er det ikke et naturligt valg at lade sig certificere, men valget gør mange ting nemmere – blandt andet øget pris for effekter/råtræ. Så ud fra et økonomisk synspunkt, er det også klogt.
Rasmus Gregersen
Tænk langsigtet
Rasmus Gregersen understreger, at den grønne udvikling kunne gøre det moderne at få et bæredygtighedsstempel, men det er ikke derfor, man skal gøre det.
- Lidt banalt sagt handler det om at gå ind i det her, fordi det betyder noget for ens skov. At den natur man skaber, får nogle gode vilkår. Man siger ja til at forvalte skoven efter nogle retningslinjer formuleret gennem PEFC eller FSC.
- Om man vælger den ene eller anden certificering, er ikke det vigtigste, selvom der kan være ekstra krav til FSC nogle steder. Men det afhænger af, hvor vi i landet taler om, forklarer Rasmus Gregersen og fortsætter videre:
- Både PEFC eller FSC lever automatisk op til kravene i EU’s Tømmerforordning og de nye bæredygtighedskrav til biomasse. Har man spørgsmål til, hvad man skal vælge og hvorfor, står vi klar til at rådgive. Jo flere, der henvender sig, og det antal er stigende, jo bedre bliver vi også til at kunne håndtere forespørgslerne.
Om certificering hos Skovdyrkerne
-
Skovdyrkerne kan tilbyde at certificere efter PEFC- og FSC-standarderne. Begge standarder er troværdige og internationalt anerkendte.
-
I 2007 blev Skovdyrkerne godkendt som »paraplyorganisation« under PEFC. Det er den mest udbredte skovcertificeringsordning i Danmark. I dag er Skovdyrkerne også godkendt til at hjælpe med at blive FSC-certificeret.
-
Både PEFC og FSC åbner døre for nye markeder og kunder, der efterspørger træ, som er produceret bæredygtigt.
Kilde: Skovdyrkerne