Landbrugsstyrelsen kræver stadig mere forudgående sagsbehandling, inden styrelsen vil modtage en ansøgning om skovrejsning. Skovdyrkerne opfordrer derfor interesserede landmænd til at henvende sig nu i efteråret.
VVM-screening og undersøgelse af fortidsminder.
Det er blot noget af det papirarbejde, som skal være på plads allerede inden, at en skovrejsnings-ansøgning kan indsendes til Landbrugsstyrelsen. Derfor opfordrer Skovdyrkerne til, at landmænd kommer ud af busken allerede her i efteråret.
- Der kommer stadig flere krav om sagsbehandling. Det er sagsbehandling, som skal være afsluttet allerede inden, vi kan indsende ansøgninger til Landbrugsstyrelsen. I det arbejde er vi helt afhængige af sagsbehandlingen i kommunerne. Derfor opfordrer vi til, at landmænd med lyst til skovrejsning, henvender sig til os i god tid, siger Anders Elmholdt, som er teamchef ved Skovdyrkerne Vestjylland.
Gør det nu
Efterårsmånederne er et godt tidspunkt, lyder det.
- Det giver et meget bedre forløb, hvis vi kan arbejde på sagen her i efteråret. På den måde har vi tid til at få klaret det papirarbejde, som skal udføres før selve ansøgningen.
- Omvendt kan vi simpelthen ikke nå at gøre noget, hvis landmanden først henvender sig kort tid før, at ansøgningsfristen udløber, siger Anders Elmholdt.
Sidste ansøgningsrunde
Privat skovrejsning med tilskud er medfinansieret af EU og er en del af det nuværende landdistriktsprogram. Næste år er sidste ansøgningsrunde i den nuværende skovrejsningsordning.
- Der er fem millioner i ansøgningspuljen til næste år. Det er færre end de forrige, hvor der har været 35 millioner, oplyser Anders Elmholdt.
Men færre penge i puljen skal ikke afholde interesserede landmænd fra at søge.
- Der kan nå at ske meget inden en ny skovrejsningsordning falder på plads. Den nye regering har været meget offensiv på skov og klima. Måske finder regeringen ekstra midler eller gennemfører andre tiltag, som gør, at flere får mulighed for at rejse skov med tilskud, vurderer Anders Elmholdt.
Skovrejsningsordningen administreres af Landbrugsstyrelsen. Landbrugsstyrelsen overtog ordningen fra Miljøstyrelsen i januar 2019.