Når medarbejderne på Billundvej 3 i Vojens fremover tænder for lyset, vil en del af forbruget komme fra et solcelleanlæg, som de kan se fra vinduet, når de kigger mod nord. 

SLF har netop investeret i et 610 kvm stort anlæg, bestående af 370 paneler fordelt i tre rækker. Anlægget kunne have været placeret usynligt på taget, men SLF har i stedet valgt at etablere det på græsarealet. På jorden kan man få en optimal vinkel på solen, og havde man placeret anlægget på taget, ville det give problemer den dag, taget eventuelt skulle skiftes. 

Kan holde 20-25 parcelhuse med el
Anlægget har en årlig produktion på 100.000 kwh, hvilket svarer til det årlige forbrug af el i 20-25 parcelhuse. I sommerhalvåret vil anlægget dække al elforbrug i dagtimerne – men det vil ikke kunne følge med i det mørke vinterhalvår. 
Anlægget, der er driftsklar fra uge 48, er installeret af Klimaenergi A/S fra Egtved.     

Solcelleanlægget er helt vedligeholdelsesfrit og har en forventet levetid på godt 30 år.