Rapport: Planlagt udledning i Øresund ville ikke have haft mærkbar effekt

Delrapport konkluderer, at den planlagte udledning i maj sidste år af 290 millioner urenset spildevand i Øresund ikke ville have haft mærkbar effekt på vandmiljøet i Øresund.

Ikke overraskende konkluderer en ny rapport, at en planlagt udledning af spildevand i Øresund af 290.000 liter urenset spildevand ikke isoleret set ville have haft mærkbart effekt på vandmiljøet.

Som det allerede var fremme i den tidlige sommer sidste år, så ville udledningen nemlig kun være toppen af isbjerget i forhold til, hvad der ellers bliver lukket ud i Øresund af spildevand.

Det er Berlingske, som har fået indsigt i rapporten, som er lavet af Aarhus Universitet og indgår i en advokatundersøgelse, som Københavns Kommune har bestilt.

Ifølge avisen konkluderer rapporten, at udledningen isoleret set kun ville have en marginal effekt, men bidrager til overbelastning af et økosystem, som ikke opfylder de økologiske målsætninger.

Til Berlingske lyder det fra professor Jacob Carstensen, der er en af forfatterne bag rapporten:

- Hvis man vil det bedste for Øresunds miljø, så skal man sætte ind der, hvor det virkelig batter, og det vil være at fokusere på at reducere de daglige udledninger fra Rensningsanlægget Lynetten og Damhusåen.

- Hvis du skal tabe dig, så skal du ikke skære ned på den basse, som du en gang om året køber hos bageren. Det, der har betydning, er, hvad du spiser til hverdag, siger han.

Borgmester fik kritik

Den planlagte udledning af spildevand til Øresund blev efter stor opstandelse stoppet i maj inden, at den nåede at finde sted. Isoleret set drejede det sig om to udledninger. En i Københavns Kommune ved Svanemøllen og en i Gentofte Kommune ved Skovshoved Havn.

Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager-Olsen blev udsat for stor kritik, da det kom frem, at hun slet ikke kendte til den planlagte udlægning.

Landmandsdebattør Knud Jeppesen, der var særdeles aktiv i at få sat fokus på den københavnske udledning i den brede offentlighed, kom dengang rent faktisk Enhedsliste-borgmesteren til undsætning her i Effektivt Landbrug.

- Hun er jo faktisk lidt lovligt undskyldt. For de mennesker, der arbejder med det der (i kommuner og spildevandselskaber, red.), er det helt naturligt at lukke spildevandet ud. De behøver ikke spørge nogen.

- De har bildt sig selv ind, at det ikke betyder noget for miljøet. På samme måde, som man i kommunernes miljø- og teknikafdelinger ikke spørger om lov, hvis de skal købe en ny sneplov, så er det lige så naturligt for dem at lukke det her spildevand ud. De gør det jo bare, sagde Knud Jeppesen dengang.

ege

Læs også