Maribo-sorterne godt fra start
Salgschef i MariboHilleshög, Ole Lauridsen, konstaterer med tilfredshed, at firmaets sorter har fået en lovende start.

Ole Lauridsen i marken med fremspirede Davinci-roer. Foto: Ulrik Larsen
Mange steder står sukkerroerne fornuftigt, selv om der var lidt »startproblemer« med hurtig udtørring af jorden efter såning.
Det har medført, at hvis der ikke blev taget tilstrækkelig højde for at bevare jordfugtigheden ved såbedstilberedning, har der været ringere fremspiring.
De fleste roer blev sået i perioden 30. marts til 5. april, og de først såede kom med fuld fremspiring ved korrekt såbedstilberedning og sådybde – lidt dybere i år for at sikre tilstrækkelig fugtighed.
- Vores sorter ser rigtig fornuftige ud, siger salgschef Ole Lauridsen, MariboHilleshög, som med tilfredshed konstaterer, at man allerede kan se, at Davinci udmærker sig ved et godt bladdække, så den vil dække for overlevende ukrudt hen midt i juni.
Davinci er god til økologi
- Vi har lavet målinger, der viser, at Davinci er den sort på det danske marked, der har den største tilvækst af blade; også tidligt i vækstsæsonen. Derfor bliver den også valgt til økologiske arealer, da sorten er den bedste til at konkurrere mod overlevende ukrudt, forklarer Ole Lauridsen.
Han påpeger, at de første ukrudtsbekæmpelser har været meget effektive, men på grund af mere nyfremspiret ukrudt er der kommet en ny generation af ukrudt. Måske ender mange på fire ukrudtssprøjtninger, før de er i mål med roemarker fri for ukrudt.
- For at opnå højst muligt udbytte og dækningsbidrag i roeafgrøden, er det vigtigt at være kritisk med at få bekæmpet det sidste ukrudt. Det er altid værre, end man antager, når man evaluerer sin bekæmpelse sidst i sæsonen, lyder det fra Ole Lauridsen.
Roerne klarer vejret fint
Han bemærker, at roerne igen viser sig at være en attraktiv afgrøde med de vejrbetingelser, vi har.
- Den lange vækstsæson er god, så roerne kan give et godt dækningsbidrag, selv om vi har det ekstremt tørt flere steder lige nu, påpeger Ole Lauridsen og gør opmærksom på, at nedbøren er meget ulige fordelt.
- Ser vi i vejrstatistikkerne, har foråret de senere år været meget tørt. Det gælder især maj, men der bruger roerne stort set ikke vand, så derfor klarer afgrøden de vejrmæssige udfordringer fint sammenlignet med andre afgrøder, der høstes i den tidlige sommerperiode, fortæller han.
Davinci er med høj fremspiring, stort bladdække og meget høj renhed det sikre valg til højt dækningsbidrag, men Ole Lauridsen fremhæver også Twix NT som en meget lovende nematode-tolerant sort.
- Twix er prøvesort i 2019, og vi forventer os meget af den, hvor der er udfordringer med nematoder, oplyser Ole Lauridsen.