Producerer slagtegrise i 100 år gamle bygninger

Det kører fint hos bornholmsk slagtegriseproducent, der har suppleret Kombi-Diffus ventilationen i nogle gamle produktionsbygninger med åbninger i murværket. Og der spares masser af strøm.

Man kan sagtens producere slagtegrise i 100 år gamle staldbygninger, hvis det gribes rigtigt an.

Det gør Jens Brandt, »Lundegaard« ved Østermarie på Bornholm. Han producerer knap 5.000 Bornholmergrise om året til Danish Crown i Rønne. Cirka en tredjedel af slagtegrisene fedes op i gamle staldbygninger fra 1920’erne - og det går fint!

De gamle staldbygninger blev oprindeligt anvendt til malkekøer - og sidenhen til heste. Nu produceres der så slagtegrise i bygningerne, som senest blev renoveret i 2002.

Udfordringer

- Det har selvfølgelig ikke været uden udfordringer at få det til at fungere med slagtegriseproduktion i 100 år gamle bygninger, siger Jens Brandt.

- Bygningerne har hulmure, men kun indermurene er i brændte sten. For mange år siden blev der isoleret med Leca i hulmurene, men det forhindrede ikke, at der opstod kuldebroer i murværket, fortæller han.

I forbindelse med renoveringen af de gamle staldbygninger i 2002 blev der etableret Kombi-Diffus ventilation fra Skov.

På undersiden af de gamle, 20 centimeter tykke loftsbjælker i træ blev der monteret 2x4 tommers lægter på højkant. På undersiden af lægterne blev der monteret Troldtekt-plader. Imellem Troldtekt-pladerne og det oprindelige loft blev der isoleret med 100 millimeter glasuld.

Fjernet murværk

I siderne af staldrummet er der monteret traditionelle sideventiler, så der både kan suges luft ind gennem sideventilerne og ned gennem loftet.

Desuden er der fjernet 20 centimeter murværk i ydermurene imellem de gamle loftsbjælker, så der også kan trækkes luft ind gennem disse åbninger.

- Det fungerer godt, også om vinteren, fortæller Jens Brandt.

Da krigen i Ukraine i foråret 2022 gav voldsomme stigninger på elprisen, indstillede han den ældre ventilationsstyring fra Skov, så der blev åbnet for vægventilerne, når staldtemperaturen kom én grad over de ønskede 20 grader - uden at ventilatorerne blev startet op.

Undgår, at væggene driver af vand

Det er, ifølge Jens Brandt, rigeligt til at ventilere de gamle stalde, hvis det blæser udenfor - især i vinterhalvåret. Først når temperaturen i staldene når op på 22 grader, bliver ventilatorerne startet op og fortsætter med at køre, til temperaturen i staldene når ned på de ønskede 20 grader.

- På den her måde undgår jeg, at de gamle vægge driver af vand. Det skyldes, at luftfugtigheden bliver holdt længere nede, end hvis ventilationssystemet kørte på normal indstilling, forklarer den bornholmske griseproducent.

- Der er en god luft i de gamle stalde. Grisene hoster ikke, og sundhedstilstanden er generelt god, fortæller Jens Brandt, der var årets slagtegriseproducent på Bornholm i 2023.

Sparer masser af strøm

- Hertil kommer, at vi sparer masser af strøm en stor del af året. På et tidspunkt var vi nede på kun at bruge 2,5 kWt strøm pr. døgn til ventilering af 1.000 stipladser i de gamle stalde, fortæller han.

- Det kræver stor erfaring at styre ventilationen i disse stalde, når udetemperaturen begynder at stige om foråret - eksempelvis, hvis ventilationen har kørt hele natten og givet træk inde ved grisene. Hvis det skal undgås, at ventilationen kører hele natten, skal indetemperaturen sættes lidt højere, forklarer Jens Brandt.

Læs også