Danish Crown skifter savsmuld ud med granuleret halm

I årevis har det været savsmuld, man har anvendt i bunden af grisetransporterne, men fra januar 2021 er det skiftet ud med granuleret halm. Det er ifølge Danish Crown priseffektivt og langt mere bæredygtigt.

Ifølge Danish Crown tæller det hele med i kampen for at nå koncernens ambitiøse bæredygtighedsmål. Derfor har man også kigget på de mange transporter, som hver dag binder landmændene og slagterierne sammen.

I mange år er der blevet brugt savsmuld i bunden af vognene, men nu har man fundet en mere bæredygtig løsning, som også giver en årlig millionbesparelse. Det oplyste slagteriet i sidste uges Nyt fra Danish Crown Pork.

- Fra januar 2021 har vi i samarbejde med Dansk Grisetransport fået udfaset brugen af savsmuld i bunden af grisetransporterne, så vi fra nu af kun bruger granuleret halm. Det har vi gjort, fordi vi kan spare 2,5 millioner kroner om året, men ikke mindst fordi den granulerede halm er langt mere bæredygtig, udtaler Kian Aaboe Vigsø, der er senior strategic procurement specialist i Group Procurement i Danish Crown, i nyhedsbrevet.

Halmen går i ring

Modsat den nye løsning med granuleret halm, så var brugen af savsmuld ikke særlig bæredygtig, da man var afhængig af træfældning, mens det også var en dyr proces at komme af med det brugte savsmuld.

Ifølge Danish Crown går processen derimod i ring med det granulerede halm, da det bliver solgt til lokale biogasanlæg efter brug i svinetransporterne, hvorefter det afgassede materiale igen ender ude på markerne.

- Vi er glade for at være blevet uafhængige af træ, og at vi har fået en løsning, som indeholder en cirkulær og bæredygtig proces. Selvom halmen faktisk er dyrere i indkøb, så kan vi alligevel opnå den fine millionbesparelse i det samlede regnskab, fordi vi kan få en højere pris for den brugte halm, siger Kian Aaboe Vigsø.

Flere fordele

Udover bæredygtighed og økonomi har man også tænkt arbejdsmiljø ind i omstillingen. Derfor har EHS & Sustainability-afdelingen i Danish Crown også været inde over arbejdet, og det betyder, at den granulerede halm kommer i sække á 12 kg, hvor spandene med savsmuld førhen kunne veje langt over 20 kg. På den måde har man i samme omgang også fået forbedret arbejdsmiljøet for chaufførerne hos Dansk Grisetransport.

 

Læs også