Særlig momssats i Tyskland sænkes
I Tyskland har man to momssystemer, det traditionelle momsregnskab og Pauschal-ordningen. Det er frivilligt hvilken ordning landbrugene vil bruge, men Pauschal-ordningen har nogle særlige momsregler, der oftest er gunstige for de tyske slagtegriseproducenter.

Den nuværende momssats i Pauschal-ordningen sænkes fra 10,7 procent til 9,5 procent med virkning fra 1. januar 2022. Arkivfoto
Den nuværende momssats i ordningen sænkes fra 10,7 procent til 9,5 procent med virkning fra 1. januar 2022. Pauschal-ordningen har i en årrække været kritiseret af forskellige EU-lande, herunder Danmark.
Det skriver Seges Gris i en meddelelse.
Hvis en virksomhed benytter særreglen om ikke at skulle føre det traditionelle momsregnskab, kan producenten købe input til bedriften efter almindelige tyske momssatser, det vil sige 7 procent på fødevarer (f.eks. foder og smågrise) og 19 procent på andre varer (f.eks. medicin). Smågriseproducenten kan sælge sine grise og få 7 procent i moms fra slagtegriseproducenten. Slagtegriseproducenterne har som nævnt hidtil fået 10,7 procent moms på slagtegrise, men denne sats sænkes til 9,5 procent.
Gevinsten reduceres
Seges’ beregninger viser, at gevinsten har været på mellem 25-30 kr. pr. slagtegris med den gamle sats alt efter afregningsprisen. Denne gevinst bliver fremover reduceret med 1,2 procentpoint, hvilket vil medføre, at slagtegriseproducentens bidrag fra momsen blive reduceret med ca. 11 kr. pr. gris.
Under normale omstændigheder deler tyskerne gevinsten eller tabet på grisen med 55 procent til slagtegrisene og 45 procent til smågriseproducenterne. Hvis slagtegriseproducenten for eksempel mister 10 kr. pr. slagtegris som følge af ændringen i momssatsen, så ville smågriseproducenten kunne forvente et fald i smågriseprisen på 4,5 kr. pr. smågris.
Indregnet i markedspriserne
Sænkningen af momssatsen har været kendt længe, og derfor forventes det, at ændringen allerede er indregnet i de nuværende markedspriser for smågrise. Også for de danske eksportører.
Hvis en tysk bedrift ønsker at benytte Pauschal-ordningen, må bedriftens omsætning ikke være over 600.000 euro pr. år.
Ifølge Seges Gris, skal Pauschal satsen årligt evalueres, og hvis der er behov for ændringer, vil dette skulle godkendes af det tyske parlament.