Sørg for sølehuller til søerne i solen

Varmen er allerede sat ind her i maj/april og det er tiden at etablere sølehuller. Ifølge Seges Innovation er det en god indikator, hvis økogrisene er begyndt at lege med vand.

I de seneste uger har temperaturen passeret 10-15 ⁰C, og solen er meget skarp. Derfor vil der allerede nu være nogle søer, der begynder at vise tegn på, at de mangler et sølehul og mudder-»solcreme« til beskyttelse mod solen.

Det påpeger Seges Innovation i en meddelelse, hvor de blandt andet henviser til, at grisenes behov typisk viser sig ved, at grisene aktiverer vandforsyningen i et forsøg på at gøre sig våde eller simpelthen prøver at lægge sig op i drikketruget.

Da grise ikke kan svede, kan varme være en betydelig stressfaktor. Når temperaturen er over 15° C, skal alle søer derfor have adgang til sølehul.

Seges gør dog samtidig opmærksom på, at det er vigtigt først og fremmest at være opmærksom på søernes behov og få lavet sølehuller, når søerne viser, at de har brug for det. Også selvom temperaturen i løbet af dagen endnu ikke er så høj, at reglerne kræver det.

Seks tips til sølehuller

● Lav sølehullerne i god tid, så de ikke alle skal graves i sidste øjeblik

● Sørg for at tætne bunden bedst muligt ved at hælde vand på overjorden i bunden af sølehullet og så presse jorden så fast som muligt

● Det er lettere at vedligeholde et sølehul med drypslange eller sprinklerslange fremfor at køre vand ud

● Hvis der skal køres vand ud i til sølehullerne, skal der i de tørre varme perioder køres vand ud 2 -3 gange om dagen. Én runde er normalt ikke nok

● Sølehullerne skal gerne tørres ud ind i mellem, når vejret tillader det for at reducere smittepresset i hullet

● Der er god fornuft i at have drypslangesystemet og vandtrugsslangesystemet forbundet. På den måde kan man undgå, at vandet i slangerne til drikketrugene bliver varmt

Kilde: Landbrugsinfo

Læs også