12,40 kroner lyder noteringen på igen i næste uge.
I næste uge får andelshaverne i Danish Crown den samme slagtesvinenotering som i denne uge – 12,40 kroner pr. kg. Også sonoteringen er uændret 8,70 kroner pr. kg.
Efterspørgslen er fortsat på et højt niveau, skriver Danish Crown i en markedskommentar.
- Det er ikke overraskende, at kadencen går lidt ned efter nogle hidsige uger. De fabrikker i Sydeuropa, der skulle have lagrene genopbygget efter sommerferien, er nu bedre med, og samtidig er sommeren ved at være slut, så detailhandlen rundt omkring i Europa begynder at udfase deres grillsortiment. Det ændrer ikke på, at udbuddet fortsat er lavt, så priserne er langt fra under pres, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Svinenoteringen kommer ikke over det nuværende nulpunkt
Usikkerhed om lagre
Salget af frosne varer er fortsat på et højt niveau i både Europa og til de store eksportmarkeder i særligt Asien. De lagre, der blev bygget op hen over foråret, hvor der var støtte fra EU til privat oplagring, bliver lige nu sendt på markedet, og det er formentlig med til at lægge en dæmper på det ferske marked.
- Det er meget uklart, hvor store de frosne lagre er rundt omkring i Europa og derfor umuligt at vurdere, hvor meget det påvirker prisudviklingen lige nu. I den sammenhæng er det er dog positivt, at der ikke er pres på priserne nedad, hvilket der ellers ofte har været på den her årstid, siger Mads Stougaard.