Uændret tysk slagtesvinenotering

Nok engang er den tyske slagtesvinenotering uændret 1,90 euro pr. kg (14,16 kroner).

Det oplyser Danske Svineproducenter.

- Situationen på det tyske slagtesvinemarked bliver efterhånden bedre. Udbudspuklen, der opstod i forbindelse med nogle tyske helligdage i begyndelsen af måneden, er ved at blive afviklet, og prispresset aftager. Slagteriet Vion har imidlertid fortsat kun betalt huspriser på 1,85 euro (13,78 kr.) pr. kg på det seneste, skriver Danske Svineproducenter, og tilføjer:

- På den anden side blev der handlet grisepartier på ISN’s grisebørs igen, nemlig et parti på 1,93 euro (14,38 kroner) i fredags og to partier på 1,94 euro (14,45 kroner) i gennemsnit i tirsdags. Det er et godt tegn, fordi det viser, at nogle slagterier igen begynder at søge slagteklare grise.

Nogle af de tyske markedsinteressenter er allerede optimistiske og vurderer, at den tyske slagtesvinenotering vil stige i de kommende uger på grund af Europas gode eksportmuligheder til Asien og i forbindelse med julehandelen, lyder det fra foreningen.

Læs også